
8. juni 2026, kl. 11:22
En målrettet fejlfindingsbog til undervisningen af fremtidens automatikteknikere og elektrikere er aktuelt lanceret.
’Fejlfinding på automatiske maskiner og anlæg’ samler praktiske erfaringer samt undervisningsmateriale om fejlfinding på industrielle anlæg og PLC-systemer.
Bogen tager udgangspunkt i de fejl, man oftest møder i industrien, og giver læseren konkret værktøj til systematisk fejlfinding, hvad enten det er praktisk eller gennem PC-baseret fejlfinding.
Læseren kan i bogen blandt andet få indsigt i både typiske fejlmønstre på relæer, kontaktorer, følere, ventiler og motorer, ligesom der er eksempler på metoder til systematisk fejlfinding gennem halvering og dokumentation og PLC-programmering som fejlfindingsværktøj samt krav til sikkerhed ved fejlfinding, herunder nødstopssystemer og arbejde i spændingsløs tilstand.
Der er også fejlfinding på PLC-platforme fra Siemens, Beckhoff Automation og Allen-Bradley samt forståelse af hardwarefejl, CPU'er, moduler og relevante feltbus-systemer.
Målsætningen for udgivelsen er således at styrke elevernes kompetencer inden for både praktisk og PC-baseret fejlfinding på automations- og proces- samt elektrikeruddannelserne.
