Teknovation Logo




 

AI øger markant efterspørgslen på IT-kompetencer

  • Der uddannes alt for få inden for IT-uddannelserne i disse år, påpeger IT-Branchens CEO Natasha Friis Saxberg.

28. maj 2026, kl. 09:44 

En netop udgivet analyse fra IT-Branchen viser markant stigende efterspørgsel efter IT-kompetencer fra hele arbejdsmarkedet. Derfor er det nødvendigt med øget optag ved IT-uddannelserne, påpeger IT-Branchens CEO Natasha Friis Saxberg.


Det danske IT-jobmarked vokser igen, men det er et helt andet arbejdsmarked end for bare få år siden, og det er ikke alle profiler, der er lige eftertragtede, påpeges det i en netop udgivet analyse fra IT-Branchen. Analysen er baseret på jobopslag fra Jobindex i perioden fra første kvartal 2007 til og med fjerde kvartal 2025:

”Vi er på ingen måde overraskede over, at vores nye tal viser en markant stigende efterspørgsel efter IT-kompetencer i hele Danmark,” forklarer CEO Natasha Friis Saxberg, IT-Branchen, og uddyber: 

”Faktisk viser tallene, at alene fra 2024 til 2025 er antallet af jobopslag steget med over 23,6 procent. IT er i dén grad blevet fundamentet for så godt som alle aspekter af både den private og offentlige sektor”.

Den markante stigning kommer efter to år med opbremsning i efterspørgslen på IT-kompetencer i 2023 og 2024. Stigningen fra 2024 til 2025 på ikke mindre end 23,6 procent, viser, at de danske virksomheder nu igen i den grad øger rekrutteringsaktiviteten inden for it. Og samtidig er det samlede niveau dog fortsat lavere end i 2021 og 2022, hvor efterspørgslen toppede, og IT-jobmarkedet var overophedet.

“De nye tal viser, at efterspørgslen på blandt andet AI-kompetencer buldrer frem, faktisk er det den kompetence af alle, der procentuelt stiger mest fra 2024 til 2025,” forklarer Natasha Friis Saxberg, og fortsætter:

”Uddannelserne skal følge med udviklingen og sikre, at de studerende bliver i stand til at arbejde kvalificeret og ansvarligt med AI,” påpeger Natasha Friis Saxberg, som videre anbefaler:

”Hvis vi ikke får flere specialiserede IT-kompetencer, risikerer vi at bremse både vækst, innovation og den digitale omstilling i danske virksomheder. Det er et katastrofalt faktum, at selv om behovet for IT-kompetencer kun vokser og vokser, så uddanner vi lige slet ikke nok særligt IT-specialister. Det føles som at Danmark lige nu er ved at møde op til et maraton iført klip-klappere”.

Hent hele analysen i PDF her


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 


 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik