
5. maj 2026, kl. 11:18
Tirsdagens tildeling af en kontrakt om fangst, transport og lagring af CO2 til Aalborg Portland A/S er et godt skridt, men nu skal tempoet opretholdes, opfordrer Dansk Metals erhvervspolitiske chef Emil Drevsfeldt Nielsen.
Kontrakttildelingen til Aalborg Portland, der omfatter håndtering af 1,25 millioner tons CO2 årligt, markerer et vigtigt skridt i realiseringen af storskala CO2-fangst i Danmark, fastslår erhvervspolitisk chef Emil Drevsfeldt Nielsen, Dansk Metal:
“Det er en god nyhed, at vi nu tager et konkret skridt fra planer til virkelighed. CCS er afgørende, hvis vi skal nå vores klimamål og samtidig bevare produktion og arbejdspladser i Danmark,” siger Emil Drevsfeldt Nielsen.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Dansk Metal hæfter sig samtidig ved, at der har været flere kvalificerede bud i udbuddet, herunder fra Gaia ProjectCo P/S (Vestforbrædning), som har valgt at takke nej til en reduceret kontrakt som marginal byder:
“Det viser, at der er et stærkt marked og flere projekter klar. Nu er det vigtigt, at vi får set på, hvad der skal til for, at endnu flere CCS-projekter kan realiseres. Det er afgørende for både klimaet og for at få opbygget en stærk dansk værdikæde,” siger Emil Drevsfeldt Nielsen.
Dansk Metal opfordrer til, at der politisk hurtigt følges op med nye initiativer, så tempoet i udrulningen af CO2-fangst og -lagring fastholdes.
