
27. maj 2026, kl. 13:26
Det er gået godt i den danske IT-branche i årets første kvartal af året, viser opgørelser fra Danmarks Statistik og IT-Branchen.
Umiddelbart ser det ud til at IT-branchen endnu engang præsenterer en flot fremgang, viser en opgørelse af branchens samlede omsætning, som lyder på intet mindre end 91,039 milliarder kroner i første kvartal af 2026. Det er særligt imponerende, fordi det samlede dansk erhvervsliv faktisk havde en nedgang på minus 0,4 procent i samme periode, påpeger IT-Branchen.
For eksporten er tallene også flotte. Der er tale om en eksportomsætning på 34,478 milliarder for årets første kvartal. Dermed står den danske IT-eksport nu for 37 procent af den samlede omsætning i IT-branchen i Danmark.
Imidlertid kan det ikke afvises, at dét der driver de umiddelbart flotte tal, er store prisstigninger på blandt andet hardware og cloud-løsninger, som gør at virksomhederne må sælge deres produkter dyrere, udtaler CEO Natasha Friis Saxberg, IT-Branchen:
”Mange virksomheder kan ikke længere bære ekstraomkostningerne selv. Derfor oplever vi, at den globale usikkerhed og de højere priser fortsat slår igennem flere steder,” forklarer således Natasha Friis Saxberg.
Prisstigningerne skyldes flere omstændigheder. Blandt andet situationen i Mellemøsten og den geopolitisk usikkerhed globalt set.
