
Siden DMG MORI overtog Esprit Nordic har Peter Uhrskov Berg primært understøttet danske kunder med Esprit, men han har nu fået udvidet sit ansvarsområde, så det fremadrettet også dækker brugere i Sverige, som han understøtter med bistand fra DMG MORI Sweden AB.
Support af brugernes Cad-/Cam-løsninger, hvad enten det er Esprit Edge, Siemens NX, Vericut samt HyperMILL, har været omdrejningspunktet for Peter Uhrskov Berg fra udgangspunktet ved DMG MORI Danmark i Fredericia i halvandets års tid.
Nu er hans ansvarsområde imidlertid udvidet, og omfatter også support af DMG MORI Swedens kunder på Cad-/Cam-siden.
Og ligesom i Danmark kan han indgå i videreudvikling af brugernes optimeringsprocesser, og blandt andet supportere de svenske virksomheder fra det aktuelt etablerede DMG MORI Tech Center i Gøteborg, hvor der løbende vil være adgang til producentens seneste CNC-maskiner, og altså også viden om de digitale løsninger, herunder løsningerne på Cad-/Cam-siden.
