
19. februar 2026, kl. 07:24
Linatech A/S har aktuelt doneret tre styk 3D-printere til ERL-TECH linjen på Thorning Skole i forlængelse af at virksomheden selv har investeret i opgraderet grej på området.
Industrien har brug for unge, velkvalificerede medarbejdere. Og en af vejene, til at sikre sig flere af den slags kan være at vække deres interesse for industrien, og de fremtidsmuligheder, industrien rummer.
Det ved man hos Linatech, hvor 3D-printede emner er en integreret del af produktionen - ikke mindst i firmaets medico-segment. I forbindelse med opgraderinger i produktionen på området, er de ældre 3D-printere kommet i overskud, og derfor lå det ifølge administrerende direktør Lars Rahbæk også lige til højrebenet, at de fuldt funktionsdygtige 3D-printere skulle komme den næste generation af ingeniører, industriteknikere og robotteknologer til glæde og gavn.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Således er de tre 3D-printere doneret til Thorning Skole og de forventningsfulde elever på ERL-TECH-linjen. ERL står for erhvervsrettet linje.
Thorning Skole gør en kæmpe indsats for at vise børnene og de unge mennesker, at der er plads til alle på arbejdsmarkedet, hvis bare man har viljen og lysten til at dygtiggøre sig, hvad enten det er bogligt eller praktisk. Det arbejde bakker virksomheden op om, og Lars Rahbæk håber, at eleverne får masser af viden og læring, når de kaster sig over deres 3D-printere.
