Teknovation Logo



 

Dansk Metal: Lavere brændstofafgifter er en håndsrækning til pendlerne

  • Lavere brændstofafgifter er godt for de mange faglærte, der hver dag kører langt for at komme på arbejde, lyder det fra Dansk Metals cheføkonom Erik Bjørsted.

12. november 2026, kl. 10:22 

Fra Dansk Metal udtrykkes der glæde over den aktuelt indgåede skatteaftale, der sænker afgifterne på benzin og diesel. Det er godt for de mange faglærte, der hver dag kører langt for at komme på arbejde, lyder det fra fagforbundets cheføkonom Erik Bjørsted.


"Det er en rigtig god nyhed for vores medlemmer. Rigtig mange faglærte er dybt afhængige af bilen for at komme på arbejde, og de stigende benzin- og dieselpriser har været en stor belastning for deres privatøkonomi. Det er en stor håndsrækning, at afgifterne bliver sænket, og det vil kunne mærkes i pengepungen hos mange helt almindelige lønmodtagere," siger cheføkonom Erik Bjørsted, Dansk Metal, som glæder sig på vegne af fagforbundets medlemmer, der pendler, og generelt gør det længere til og fra arbejde end den gennemsnitlige lønmodtager. Derfor har udviklingen i brændstofpriserne også særlig stor betydning for medlemmernes økonomi:

"For mange af vores medlemmer er bilen ikke en luksus, men en nødvendighed for at kunne passe deres arbejde. Når man kører mange kilometer hver eneste dag, løber udgifterne til benzin og diesel hurtigt op. Det er jo ikke sådan, at man bare kan vælge at arbejde tættere på sin bopæl eller hoppe på en bus i stedet – for den er der typisk slet ikke. Derfor er det rigtig godt, at politikerne nu gør det billigere at komme på arbejde," siger Erik Bjørsted.

Skatteaftalen indeholder også en lempelse af mellemskatten. Det vil komme en lille gruppe af Dansk Metals medlemmer til gode. Dansk Metal havde dog foretrukket, at politikerne i stedet havde prioriteret en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget:

"Vi havde hellere set, at man havde brugt pengene på at hæve beskæftigelsesfradraget. Så ville alle vores medlemmer, der er i arbejde, få glæde af skattelettelserne. Det ville efter vores opfattelse have været en bedre og mere retfærdig måde at sænke skatten på arbejde," siger Erik Bjørsted.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 





 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.


Persondata- og cookiepolitik