Teknovation Logo






 

TI og Lockheed Martin i samarbejde

  • Vedligehold af militærfly, som Flyvevåbnets C-130J Super Hercules, skal baseres på mere præcis viden om materialernes faktiske tilstand, gennem en mere datadrevet tilgang, som i højere grad styres af komponenternes reelle belastning. (Foto: Lockheed Martin)

6. august 2026, kl. 08:06 

Ved Teknologisk Institut vil man igennem et samarbejde med amerikanske Lockheed Martin nu opbygge dansk kapacitet inden for avanceret materialeteknologi til forsvar og sikkerhed.


Ved Teknologisk Institut, TI, oprettes nu et kompetencecenter inden for avanceret materialekarakterisering til vurdering af restspændinger, der skal styrke tilgængelighed, levetid, driftssikkerhed og beredskab for militære fly. Kompetencecenteret, Residual Stress Center of Excellence, vil udvikle en unik service med exceptionel rumlig opløsning inden for restspændingsanalyse, fortæller TI-direktør Mikkel Agerbæk:

"Vi har udviklet unikke og praktisk anvendelige kompetencer til at måle restspændinger, der afgør, hvor længe en komponent kan holde, med en præcision, der ikke har været mulig før. Sammen med Lockheed Martin kobler vi nu avanceret karakterisering med konkrete operationelle behov og flytter vedligehold fra statistisk vurderet behov til reelle målinger baseret på aktuel brugshistorik. Med præcise målinger kan vedligehold derved i højere grad styres af flyenes faktiske tilstand. Det kan blive en lille revolution for militære fly og samtidig skabe danske arbejdspladser og øget dansk forretning mod et internationalt marked, siger Mikkel Agerbæk.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Samarbejdet med Lockheed Martin om kompetencecentret er etableret som led i den modkøbsaftale, som Danmark og USA indgik i forbindelse med anskaffelsen af Forsvarets C-130J Super Hercules. Aftalen skal sikre, at den danske stats investering også skaber industrielle og teknologiske gevinster i Danmark.

Med kompetencecenteret indtræder Danmark i et internationalt netværk af førende forskningsmiljøer på området og positionerer dansk teknologi som leverandør af viden til en af verdens største producenter af militære transportfly.

"Samarbejdet med Teknologisk Institut vil etablere et dansk Center of Excellence for restspændinger i verdensklasse. Desuden vil det skabe videnstunge danske arbejdspladser og udgøre et europæisk knudepunkt for avanceret materialeanalyse. Ved at udnytte indsigterne fra dette samarbejde vil det blive muligt at lave tilstandsbaseret vedligeholdelse, som vil forlænge flyets levetid, sænke livscyklusomkostningerne og sikre, at C-130J Super Hercules forbliver den mest pålidelige arbejdshest inden for taktisk lufttransport i årtier fremover," siger Scott Carlson, der er ingeniør inden for levetidsanalyse, udmattelsestest og restspændinger hos Lockheed Martin.

Den første konkrete platform for samarbejdet er Flyvevåbnets C-130J Super Hercules. Transportflyet opererer ofte under krævende forhold, hvor centrale strukturer udsættes for stor belastning.

I dag planlægges vedligehold af militærfly i vidt omfang efter faste intervaller. Det er sikkert, men det tager flyene ud af drift oftere end nødvendigt og pålægger Forsvaret betydelige omkostninger. Mere præcis viden om materialernes faktiske tilstand åbner muligheden for en mere datadrevet tilgang, hvor eftersyn og reparationer i højere grad styres af komponenternes reelle belastning frem for overdimensionerede sikkerhedsmarginer:

"Vi fastslår restspændinger, der enten kan hæmme dannelsen af revner eller øge risikoen for skader. I flystrukturer spiller de derfor en central rolle for, hvor længe komponenter kan holde, og hvor ofte de skal inspiceres. Vi udvikler målemetoder, der kan give meget mere præcis viden om for eksempel enkelte samle- eller nittehuller, så vi kan dokumentere længere holdbarhed end vi tager højde for i dag. Derved får man et bedre grundlag for at træffe beslutninger om vedligehold," siger således TI-forretningsleder Nikolaj Gersager Henriksen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 



 
 

 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.


Persondata- og cookiepolitik