
11. juni 2026, kl. 10:12
IFS Zero er softwareproducentens bud på en løsning, som samler alt omkring CO2-beregninger på én platform, hvor virksomheder ved hjælp af AI-agenter effektivt kan måle, analysere og optimere deres CO2-aftryk i forhold til Scope 1, Scope 2 og Scope 3, fremhæver IFS.
IFS Zero er aktuelt udviklet til brug i industri, og herunder i energisektorer, maritime industrier såvel som luftfartsindustrien, og er baseret på IFS’ eksisterende løsninger til ressourcestyring, vedligehold, energieffektivisering og bæredygtighed. Den agentbaserede platform samler beregning, analyse og rapportering af CO2-udslip ét sted og integrerer dermed alt omkring CO2-udslipsberegninger i selve virksomhedsdriften, fremhæver producentens nordiske direktør Mattias Bolander:
"Bæredygtighed har længe handlet om tidskrævende implementeringer, manuelle regneark og rapportering på bagkant. IFS Zero erstatter dette med et agentbaseret operativsystem, der på kort tid leverer et emissionsgrundlag og indsigt i den daglige drift. Det gør det muligt for virksomhederne ikke blot at overholde krav, men også bruge bæredygtighed som en reel, strategisk konkurrencefordel," siger Mattias Bolander.
Han påpeger, at håndtering af miljøprocesser længe har været en del af DNA’et i IFS Cloud, idet man introducerede disse funktioner for over 20 år siden under navnet Eco-footprint. Kundernes erfaringer med disse løsninger er bygget ind i IFS Zero, der er baseret på IFS’ eksisterende Sustainability Management-løsning, som et rammeværk for bæredygtighedsrapportering.
IFS Zero bruger AI-agenter gennem hele datalivscyklussen og kan ifølge IFS levere et revisionsklart CO2-rapporteringsgrundlag på få uger, reducere tidsforbruget til dataindsamling med op til 30 procent og spare hundredvis af arbejdstimer om året.
"IFS Zero handler om at integrere klimahensyn i de daglige forretningsprocesser og forstå, hvilken indvirkning de har. Den virkelige værdi ligger ikke i selve rapporteringen, men i at skabe et informeret beslutningsgrundlag, der kan bane vejen for konkrete tiltag," siger Mattias Bolander.