Teknovation Logo




 

Ph.d. i astrofysik hos stålforhandleren Tibnor

  • Ph.d. Josefine Gaarn bruger i dag sine analytiske kompetencer til at skabe struktur og understøtte salgsprocesserne hos Tibnor.

9. juni 2026, kl. 09:28 

Ph.d. Josefine Gaarn fandt fællesnævneren mellem astrofysik og stål hos Tibnor Danmark, hvor hun kan anvende sine analytiske kompetencer til at skabe struktur og understøtte salgsprocesserne.


Tilbage i oktober tog Josefine Gaarn, 31 år, et markant karriereskifte. Med en ph.d. i astrofysik fra anerkendte universiteter i Skotland og England i bagagen forlod hun forskningsverdenen og arbejder i dag med administration og salgssupport hos Tibnor Danmark, hvor hun kan bruge sin analytiske tilgang til at skabe struktur, sikre korrekte data og få processerne bag salget til at fungere. Og selv om springet fra astrofysik til stål måske kan virke stort, var der særligt én ting, der trak hende mod branchen:

"Jeg har altid været nysgerrig på, hvordan ting er bygget op, og hvad materialer består af. Derfor syntes jeg, det kunne være spændende at arbejde med noget mere håndgribeligt og samtidig kombinere det med min interesse for naturvidenskab og komplekse sammenhænge. Men det har faktisk overrasket mig, hvor stor en rolle stål spiller i hverdagen, og hvor mange steder det indgår," fortæller Josefine Gaarn.

Josefine Gaarns vej ind i stålbranchen begyndte gennem et seks måneders vikariat hos Tibnor, hvor det hurtigt stod klart, at hendes kompetencer og tilgang til arbejdet var et stærkt match til den rolle, hun skulle udfylde, og derfor blev vikariatet senere til en fastansættelse, fortæller stålfirmaets Allan Mølgaard, som er Sales Manager og leder i afdelingen for internt salg.

Selv peger Josefine Gaarn på, at mange af de kompetencer, hun har med fra sin uddannelse også kan bruges i arbejdet hos Tibnor:

"Jeg har arbejdet meget med data og komplekse problemstillinger under min uddannelse, og det kan jeg faktisk bruge i rigtig mange sammenhænge hos Tibnor. Der er flere kompetencer, som kan overføres mere, end man måske lige tror," siger hun.

Selv om Josefine Gaarn ikke kendte meget til stålbranchen på forhånd, har mødet med industrien overrasket hende positivt. Særligt kompleksiteten, samarbejdet med kollegaerne og de mange forskellige processer i virksomheden har gjort indtryk:

"Jeg tror, mange har nogle forestillinger om stålindustrien, hvis man ikke har arbejdet i den før. Men jeg er blevet overrasket over, hvor mange forskellige kompetencer og funktioner der er behov for, og hvordan vi hver især kan bidrage – uanset vores baggrund og erfaring. Derudover har det været spændende at lære om relationerne til kunderne og forstå, hvor meget samarbejde og koordinering der ligger bag de forskellige leverancer," forklarer hun, og fortæller, at hun på sigt håber at kunne kombinere sin forståelse for data endnu mere med forretningen og processerne hos Tibnor. Og til andre, der overvejer at skifte retning i arbejdslivet, er hendes råd klart:

"Man skal ikke være bange for at prøve noget nyt. Selvom man kommer fra en anden branche eller uddannelse, tager man stadig sine kompetencer og erfaringer med sig. Hvis man er nysgerrig og har lyst til at lære, kan man komme rigtig langt – også i en branche, man ikke kendte i forvejen," fastslår Josefine Gaarn.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 


 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik