
27. april 2026, kl. 11:28
Aktuelt analyse fra Dansk Metal punkterer myten om reformer som motor i dansk økonomi og peger på, hvad der reelt skaber job og velstand, fremhæver organisationens cheføkonom Erik Bjørsted.
Mens forhandlingerne om regeringsdannelse kredser om arbejdsudbud, viser analysetal, at rekordbeskæftigelsen i Danmark ikke skyldes reformer. Den strukturelle beskæftigelse er opjusteret markant siden 2022, men, det er kun en lille del, der kan forklares af de politiske reformer, der øger arbejdsudbuddet, påpeger Dansk Metals cheføkonom Erik Bjørsted:
”Arbejdsudbud er blevet dansk politiks svar på en trylleformular: Det bliver gentaget igen og igen, men effekten er til at overse. Den danske rekordbeskæftigelse er ikke skabt af politiske reformer – den skyldes først og fremmest, at der har ligget et højtryk over dansk økonomi, som har trukket flere ind på arbejdsmarkedet,” siger Erik Bjørsted, og henviser til organisationens aktuelle analyse, som punkterer myten om reformer som motor i dansk økonomi.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Dansk Metals analyse viser, at Det er især høj efterspørgsel efter arbejdskraft, der har trukket flere ind på arbejdsmarkedet.
”Politikerne stirrer sig blinde på arbejdsudbud, som om det er selve motoren i økonomien. Men det er efterspørgsel, høj produktivitet og dygtige virksomheder, der gør Danmark rigere,” siger Erik Bjørsted.
Erfaringerne fra de senere år viser, at når virksomhederne mangler arbejdskraft, så gør det arbejdsmarkedet mere rummeligt. Virksomhederne åbner nemlig døren for mange flere, der ellers står udenfor.
Ifølge Dansk Metal er potentialet i klassiske arbejdsudbudsreformer ved at være udtømt, og derfor bør politikerne flytte deres fokus:
”Hvis den kommende regering vil have flere i arbejde, så er det allervigtigste, at de sørger for at holde gang i økonomien. Derudover er der meget at hente ved at forbedre arbejdsmiljøet, så færre bliver syge. Og endelig skal de sørge for at øge produktiviteten gennem investeringer i teknologi, forskning og infrastruktur,” siger Erik Bjørsted.