22. april 2024, kl. 16:18
Ved LOOP Forum i København den 24. april holder Plastindustrien en minikonference om plast i et cirkulært samfund. Her vil Solums udviklingsdirektør, Anne Dorthe Fethers, fortælle mere om planerne for det kommende sorteringsanlæg i Holbæk.
Anlægget, der forventes at stå klar i 2027, får kapacitet til at tage imod 120.000 tons plastaffald om året og vil dermed forøge sorteringskapaciteten i Danmark og mindske mængden af plastaffald, der ender i forbrændingsanlæg eller eksporteres.
Plastaffaldet skal især komme fra husholdningerne på Sjælland, på Fyn og måske nogle af Danmarks nabolande.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Det er danske Solum og tyske PreZero, der står bag, og Solums udviklingsdirektør, Anne Dorthe Fethers, vil fortælle mere om planerne ved LOOP Forum på onsdag i Lokomotivværkstedet i København, der har temaet ' Plast i et cirkulært samfund – fra design til genanvendelse'.
Anlægget, der betegnes som det første storskalaanlæg til sortering af plastaffald på Sjælland, forventes klar til drift i begyndelsen af 2027.
Planlægningsfasen for opførelsen vil være i 2024 til 2025, og byggearbejdet forventes at begynde i 2025/2026, fremhæver parterne, der den 10. april underskrev en aftale om opførelsen.
Dette med tilstedeværelser af Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen, direktør i Solum, Christian B. S. Christensen, chef for ingeniørafdelingen hos tyske PreZero Stefan Kaiser.
Den tidligere DONG-direktør, Anders Eldrup, der er formand for bestyrelsen i Nordic Sorting Facility, NSF, deltog også, fremhæver Plastindustrien.