10. oktober 2024, kl. 14:46
Der skulle en større logistisk øvelse i gang ved industriteknikeruddannelsen, da to CNC-drejebænke, forleden ankom. Nu er de på plads i rammerne ved Roskilde Tekniske Skole.
Roskilde Tekniske Skole er blevet tildelt en stor bevilling fra Nordea-fondens Værkstedspulje. En del af midlerne er brugt til indkøb af to CNC-drejebænke, som nu er kommet frem til Pulsen-afdelingen ved erhvervsskolen i Roskilde
De to CNC-drejebænke er af modellen Haas ST-20Y, og de er nødvendige, fordi udviklingen i branchen i disse år går stærkt, ligesom undervisningen i øvrigt er blevet gjort bedre gennem bevillingen.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Nordea-fonden har bevilget samlet 10,3 millioner kroner, som blandt andet har gjort investeringen i i drejebænkene mulig, forklarer faglærer Anders Pultz Justesen:
"Derfor er det også rigtig godt, at vi nu har de her to maskiner, som er af høj kvalitet. Som skole tilbyder vi vores elever at arbejde på materiel, som meget ligner det, de møder i branchen og i lære hos virksomhederne," fortæller han.
Skolen er i forvejen en del af Haas Technical Education Centers, HTEC, og i Pulsen-afdelingen har man således allerede flere Haas CNC-maskiner, men det har knebet med kapaciteten:
"Vi havde kapacitetsproblemer, især under svendeprøverne, og den udfordring hjælper denne investering med. Vi kan køre flere hold på samme tid, og det styrker undervisningen. Samtidig kan vi give lærlingene mere komplicerede opgaver," forklarer Anders Pultz Justesen.
På uddannelsen er der flere investeringer på vej. Der skal for eksempel gøres klar til et 3D-printerrum, som forventes at være klar til brug inden for et halvt år.