Svejsemaskinfabrikken Migatronic A/S, Fjerritslev, har netop udvidet Pi-familien med tre Pi 350-maskiner, der leveres i både luft- og vandkølede modeller.

Pi 350 DC maskiner kommer med tre forskellige paneler, et TIG H-panel, højfrekvens uden puls, et TIG HP-panel, højfrekvens med puls og et MMA panel til elektrodesvejsning.

Pi 350 er en kraftfuld maskine i montørklassen. I forhold til de andre medlemmer i familien; 320, 400 og 500, er den fysisk mindre, men styrken er på hele 350 Ampere. "Man kan sige, at vores nye Pi-model er ideel til serviceteknikeren eller montøren, der har brug for lidt mere, end en bærbar svejsemaskine kan tilbyde," siger produktchef Torben Henriksen.

Pi 350 Tig-maskinerne har indbygget Tig-A-Tack-funktion, ligesom på de store Pi-svejsemaskiner, og anvendes, når materialer i rustfast stål skal hæftes op, inden der skal fuldsvejses. Hæftefunktionen aktiveres ved simpelt tryk på en knap på maskinen. Herudover har Pi 350DC-HP indbygget Synergi Plus.

De andre intelligente funktioner; Intelligent Gas Control, IGC, og Dialog-brænder, kan tilkøbes til både HP- og H-modellerne.

Miljøet skal skånes. Derfor er standbyfunktioner og mindre strømforbrug en egenskab også i denne serie. Den grønne tankegang går dog ikke ud over kræfterne og styrken i Pi 350, der er udviklet med høj intermittens. Der er lagt vægt på en høj, konstant ydeevne. Og så skal den være let at betjene ud fra: Tænd, tryk og svejs-filosofien, fremhæver producenten.

Flere informationer her
Tilbage til forsiden