Teknovation Logo
robot

 
  • Beritech Manufacturing bliver en af de første, der får leveret Migatronic Automations aktuelt udviklede Robox-koncept.

25. november 2020, kl. 08:24 

Beritech investerer i svejserobot-koncept

Den Aabybro-baserede udvikler af automationsløsninger, Migatronic Automation, har fået en ordre fra Beritech Manufacturing A/S på et robotkoncept til underleverandør-virksomheden, der har specialiseret sig i plade-, vand- og rørlaserskæring, og hvor automatiserede svejseløsninger skal spille en afgørende rolle i de næste vækstplaner.


I løbet af kort tid skal Migatronic Automation levere to svejserobotløsninger til Beritech Manufacturing i Aalborg, som i fremtiden også vil kunne tilbyde sine kunder at løse avancerede svejseopgaver med både Mig-/Mag-, TIG- og plasmasvejsning.

"Vi har konstant fokus på at optimere vores kunders produkt og værdikæde. Både når det gælder kvalitet, pris og logistik. Derfor holder vi os a jour med de nyeste fremstillingsprocesser. Automatiseret svejsning som produktionsproces gavner både pris, kvalitet og vores kunders forretning. Det er derfor helt naturligt, at vi tilføjer automatiseret svejsning i produktionen," fortæller CEO Bent Larsen, Beritech Manufacturing. 

De to robotløsninger er en såkaldt Robox og den kollaborative svejserobot CoWelder. Robox-robotcellen består af en Fanuc-svejserobot monteret med en vertikalmanipulator, der kan håndtere fiksturer/emner på op til 2.000 gange 1.000 millimeter og 500 kilogram. Der kan svejses på den ene side mens operatøren udtager og ilægger emner på den modsatte. Det er muligt at skifte mellem to strømkilder, nemlig en Pi350 Plasma med koldtrådsfremføring til plasma- og TIG-svejsning og en Sigma Select ROBO400 med pulsfunktion til Mig-/Mag-svejseopgaver, begge fra Migatronic. Sigma Select er udstyret med Migatronics svejseprocesser PowerArc Pulse og DUO Plus for effektiv svejsning i specielt rustfast stål.

Robox er et aktuelt udviklet koncept hos Migatronic Automation, som Beritech Manufacturing er blandt de første til at investere i.

Automationsløsningen er en alsidig robotcelle, der kan bruges til mange forskellige typer af emner, både hvad angår størrelse, materiale og kompleksitet. Den er kompakt, let at flytte og sætte i drift:

"Vi forventer meget af Robox-konceptet. Vi har gjort meget ud af at lave det kompakt, installationsvenligt og at holde prisen nede. Vi glæder os til at følge op på de erfaringer Beritech får med løsningen, så vi på bedst mulig vis kan rådgive vores andre kunder i hvordan Robox kan effektivisere deres produktion," siger Area Sales Manager Henrik Christensen, Migatronic Automation.

Den kollaborative svejserobot CoWelder til TIG-svejsning skal leveres samtidig med Robox, og skal gøre det muligt for Beritech at levere serier bestående af ganske få svejste emner ad gangen:

"Vi ser et enormt potentiale i CoWelder-løsningen. Vi forventer at den sikrer høj kvalitet, og at vi kan tilbyde effektive leveringstider. Den alsidighed og fleksibilitet er afgørende for os som underleverandør af svejse emner. Vi glæder os meget til at inkludere den i produktionen," fastslår Bent Larsen. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik