Teknovation Logo
robot

 
  • Projektet 'Biodiversitet - inspiration til dansk erhvervsliv' er i fuld gang og strækker sig til sommeren 2024.

13. marts 2024, kl. 11:58 

Flora og fauna er en god forretning

Biodiversitet er i stigende grad et emne, der optager dansk erhvervsliv, da hele verdensøkonomien er afhængig af naturen og dens ressourcer, fremhæver Industriens Fond. For Ege Carpets i Herning har biodiversitet, ifølge fonden, længe været en del af hverdagen.


På baggrund af tal fra World Economic Forum, så konstaterer Industriens Fond, at omkring halvdelen af det globale BNP i dag er afhængig af naturens velbefindende.

Tab af biodiversitet og presset på naturen udgør således en stor og stigende risiko for virksomheder og den globale økonomi og samhandel, som Danmark er så afhængig af.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Hvor biodiversitet for nogle virksomheder er et helt nyt arbejdsområde, så er der andre, der allerede har taget fat på udfordringen.

Ifølge fonden er Ege Carpets et eksempel på en af de danske virksomheder, der arbejder med naturpositive tiltag:

”Vi indfører løbende bæredygtige tiltag i vores forretning for at tage mest muligt hensyn til planeten og de mennesker, vi berører – både i vores nærområde og i vores værdikæde. Biodiversitet er en vigtig del af dette arbejde,” udtaler ESG Manager hos Ege Carpets, Camilla Aalbæk Jacobsen, ifølge Industriens Fond, og fortsætter:

”Her i Herning har vi med vores engagement i Gjellerup Enge givet plads tilbage til naturen. Tanken er, at området skal være så uberørt som muligt, men her i begyndelsen har der selvfølgelig været en række menneskeskabte tiltag, der skal understøtte ønsket om øget biodiversitet. Målet har været at lave gode levesteder for dyr og planter. Men derudover hjælper området også til med at optage vand, når der kommer store mængder nedbør.”

Når virksomheder vil skabe en mere bæredygtig produktion, så er det vigtigt at huske på, at store dele af virksomheders fodaftryk foregår ude i værdikæderne. Og sådan er det også, når der er fokus på biodiversitet:

”Vi er begyndt at kigge mere systematisk på vores råvarer og leverandører. Det begyndte sidste år, hvor vi skød arbejdet i gang på en heldagsworkshop. Målet var at få skrabet lidt i overfladen i forhold til at finde ud af, hvordan vi bedst arbejder med biodiversitet i vores værdikæder," siger Camilla Aalbæk Jacobsen, og fortsætter:

"Det var enormt værdifuldt at dedikere en hel dag til at spore vores tanker ind på værdikædesamarbejdet som et vigtigt forum for biodiversitetsindsatsen. Vi er jo ret vant til at arbejde med klima og miljø sammen med vores leverandører og kunder, og derfor er det rigtig godt, at vi nu også har fået biodiversitetsbrillerne på.”

Selvom den midtjyske tæppevirksomhed har mange års erfaring med bæredygtighed og grøn omstilling, så var der alligevel nogle overraskende erkendelser, der blev synlige gennem biodiversitetsbrillerne.

”Vi lærte bestemt noget nyt, da vi for alvor kom i gang med arbejdet. Vi har jo arbejdet med vores klimaaftryk gennem lang tid og i den forbindelse har vi for længe siden kortlagt, hvad det er for råvarer og leverandører, vi særligt skulle fokusere på for at reducere vores klimamæssige aftryk. Men når vi kigger på biodiversitet, så er det faktisk nogle helt andre indsatsområder, der bliver synlige.

Det kunne være geologiske materialer, som for eksempel den kalk, vi bruger som fyldstof i mellemdelene af nogle af vores tæpper. Her er der tale om minedrift, og det er noget, der potentielt har stor indvirkning, når vi måler på biodiversitet – også selvom kalken kun har en ganske lille betydning i vores CO2-regnskab. Så det var lidt af en øjenåbner i forhold til, hvor og hvordan vi påvirker vores omgivelser,” siger hun, og tilføjer:

”Næste skridt er at få biodiversitet masseret ind i hele vores overordnede tilgang til bæredygtighed og forretningsudvikling. Biodiversitet kommer til at fylde mere i vores politikker, i vores leverandørkædeopfølgninger og i vores målsætninger. På den måde bliver biodiversitet i stigende omfang en integreret del af den måde vi arbejder med bæredygtighed og driver forretning på”.

Ege Carpets har blandt andet fortalt om deres arbejde med biodiversitet og bæredygtighed i forbindelse med projektet 'Biodiversitet – inspiration til dansk erhvervsliv' ved webinarer i begyndelsen af 2024.

I projektet hjælper Industriens Fond, WWF Verdensnaturfonden og Dansk Industri danske virksomheder i gang med at arbejde forretningsorienteret med biodiversitet – blandt andet ved at inspirere dem med viden, idéer, metoder og erfaringer fra andre virksomheder, der allerede er i gang med biodiversitetsarbejdet.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik