Teknovation Logo
robot

 
  • GomSpace-CEO Niels Buus (t.h.) og en af virksomhedens seneste ansatte, elektronikingeniør og Senior Project Manager Henrik Gamél (t.v.). Nu skal yderligere 60 ingeniører tiltrækkes.

18. juni 2021, kl. 07:08 

Global flytracking-ordre giver job-boom

En spansk airtraffic management-ordre til nordjyske GomSpace A/S, gør at Aalborg-virksomheden skal ansætte yderligere 60 fortrinsvis ingeniører til udvikling og fremstilling af nanosatellitteknologi til det globale net, der løfter pålidelighed og ydeevne til højeste niveau og samtidig sparer CO2.


GomSpace har indledt en jagt på kvalificerede specialister i forbindelse med den seneste airtraffic Management-ordre, der skaber behov for mere af firmaets satellitteknologi, hvor virksomheden kombinerer to teknologier, oplyser CEO Niels Buus, GomSpace:

”At finde så mange eksperter i vores landsdel, der samtidig også skal passe kulturmæssigt ind i teamet, er en vigtig udfordring. Særligt fordi det også skal gå forholdsvis stærkt,” pointerer Niels Buus.

Han og GomSpace skal gerne kunne stille fuldt hold til nytår og dermed have suppleret virksomhedens nuværende cirka 130 medarbejdere op til omtrent 190. Primært ingeniører men også teknikere og projektledere.

En af de første, som man allerede har fået ansat er Senior Project Manager Henrik Gamél, der efter 12 gode år hos Grundfos var hurtig til at sige op og flytte sin jobmæssige adresse 80 km nordpå - fra Bjerringbro og til Aalborg:

”Da muligheden viste sig,havde jeg det som, da jeg som bette knægt kom i Legoland. Jeg har været rigtig glad for mit ingeniørjob og den store vision, som de har hos Grundfos – ingen tvivl om det. Men helt ærligt: På Grundfos sender de jo ikke noget ud i rummet. GomSpace-jobbet var bare muligheden for at prøve noget helt vildt spændende nyt og samtidig komme til at bruge min gamle erfaring, som elektronikingeniør,” forklarer Henrik Gamél, stadig storsmilende efter ti dage på sit nye job.

Den opsigtsvækkende testudviklings-ordre med det halvstatelige spanske konsortium, Startical, der blev underskrevet og lanceret i maj, drejer sig jo i første omgang om udvikling af tre avancerede ”In Orbit demonstrationssatellitter” til 15 millioner euro - omtrent 111 millioner kroner.

Viser spanierne sig tilfreds med kvaliteten af GomSpaces testsatellitterne, som skal udvikles, produceres og leveres frem mod slutningen af 2023, så vil teknologivirksomheden stå særdeles godt i forhold til hovedordren på efterfølgende flere hundrede tilsvarende nanosatellitter, der skal produceres i 2024 til 2027. Projektet vil gøre, at GomSpace skal udvikle en ny 16U nanosatellit, 16 enheder af 10 gange 10 gange 10 centimeter, som trods proportionerne skal kunne generere mere strøm end de satellitter, der nu er på markedet og ellers er 3 til 5 gange så store - for at kunne drifte den medopsendte elektronik.

”Projektet vil derfor gøre, at GomSpace har og får et meget interessant produkt, som vi forventer vil få stor opmærksomhed og vil finde en bredere anvendelse i markedet,” siger Niels Buus, og tilføjer om det aktuelle, globale flysikkerhedsmæssige mål:

Startical-projektet skal gøre det sikkerhedsmæssigt forsvarligt globalt at kunne lægge de stadig flere flyruter tættere ved siden af hinanden, fordi man med GomSpace-teknologi i løbet af få år kan tracke flyenes placering meget mere præcist i forhold til den uhyre driftsfølsomme air traffic management-opgave. Dermed vil både rejsetiden og energiforbruget, særligt hvad angår de interkontinentale langdistanceruter, kunne reduceres mærkbart - og klimaet skønsmæssigt spares for 13 millioner tons CO2 i forhold til, hvis man opretholdt det nuværende mindre direkte flyrutenet. Fordi kortere flyruter udover kortere rejsetid også betyder mindre energiforbrug".

”Vi er overbeviste om, at netværk af nanosatellitter med disse kompetencer vil vise sig interessant i langt flere sammenhænge end foreløbig benyttet. Det kunne også sikkerhedsmæssigt være i forbindelse med overvågning af Arktis eller monitorering af ulovligt fiskeri og meget andet”. Arbejdet med Startical-projektets tårnhøje ambition vil allerede løfte Gomspace’s organisatoriske kompetencer til højeste professionelle niveau,” vurderer en tilfreds Niels Buus. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik