Teknovation Logo
robot

 
  • CEO André Rogaczewski, Netcompany, og DI-direktør Lars Sandahl Sørensen, ser muligheder for Danmark, men det kræver en ekstraordinær indsats. (Foto: Thomas Arnbo)

22. februar 2021, kl. 07:26 

Digital førerposition skal sikres

Mens Covid-19-krisen i mange af de lande, som Danmark normalt sammenlignes med, har fremskyndet den digitale transformation, frygter en række danske industritopfolk nu, at Danmark bliver overhalet digitalt inden om. De går nu sammen om at sikre Danmarks digitale førerposition.


DI meddeler, at man nu samler en række topledere fra danske virksomheder og specialister fra ind- og udland i en hurtigarbejdende Task Force for at sikre Danmarks digitale udvikling, der er en del af fundamentet under fremtidens velfærd og velstand.

Det skal ske gennem en række af topmøder under det fælles navn CEO Commitment – vision for et stærkere Danmark. De konkrete forslag fra drøftelserne i taskforcen vil løbende blive præsenteret for regeringen som indspark til Danmarks kommende digitaliseringsstrategi. 

"Vi har høstet mange positive erfaringer fra at bruge digitale redskaber til at stoppe smittespredningen og til at finde nye måder at arbejde sammen på. Statsministeren har i den forbindelse sagt, at vi ikke havde klaret krisen uden vores digitale førerposition, og det er vi glade for. Erfaringerne giver os absolut en masse nye muligheder, men vi må ikke tage vores position for givet. Resten af verden har nu i endnu højere grad opdaget de digitale muligheder, og derfor skal vi lægge os ekstra i selen for at bevare og udvikle vores internationale digitale førerposition," siger DI-direktør Lars Sandahl Sørensen.

Han henviser til, at stort set hele resten af verden har måttet sætte turbo på digitaliseringen på grund af corona og peger på, at et land som Tyskland, der hidtil ikke har været lige så langt fremme som Danmark, nu sætter hele sin økonomiske og industrielle styrke ind på at digitalisere samfundet – bl.a. for at komme helskindet ud af Covid-19-krisen:

"Det vil være yderst skadeligt, hvis vi sakker bagud. Vi har hårdt brug for ny teknologi i kampen for mere konkurrencedygtige virksomheder, et bedre sundhedsvæsen og i det hele taget for at gøre Danmark til et endnu bedre land for os alle sammen. Derfor vil vi nu komme med en række konkrete initiativer til holde momentum med den digitale udvikling," siger Lars Sandahl Sørensen.

CEO Commitment – vision for et stærkere Danmark - indgår som en del af et større udspil fra DI om en digitaliseringsstrategi, som blandt andet andet lægger op til at regeringen over de næste fire år investerer 10 milliarder kroner i den digitale udvikling af vores samfund. De kommende drøftelser skal blandt andet komme med bud på, hvordan pengene helt konkret kan bruges på at flytte Danmarks digitale udvikling fremad.

Omkring 20 topchefer er med i CEO Commitment fra DI’s 18.000 medlemsvirksomheder. De vil på en række topmøder invitere relevante ministre, politikere, borgmestre, regionsformænd, forskere, fagbevægelse, internationale eksperter og andre interessenter, for at drøfte og finde konkrete forslag til løsninger på de udfordringer Danmark står over for. Nogle af de vigtige spørgsmål, der skal findes konkrete løsninger på, er eksempelvis hvordan Danmark i højere grad kan bruge data til at løse nogle af de samfundsudfordringer, vi står overfor – for eksempel til den grønne omstilling og på sundhedsområdet, og hvordan understøttes bedst muligt SMV’ernes digitale transformation.

Med til at starte og lede initiativet er Netcompanys CEO André Rogaczewski:

"Verden er under hastig digital forandring, og Danmark har brug for en ambitiøs politisk vision og klare mål for samfundets digitale udvikling, hvis vi også i fremtiden vil ligge helt i front – også internationalt. Jeg glæder mig derfor over, at vi med CEO Commitment samler en række yderst kompetente aktører på tværs af brancher og sektorer, som bringer værdifulde erfaringer til bordet, og gør os i stand til at udpege konkrete og slagkraftige løsningsforslag, der kan sikre Danmarks fortsatte position som digital frontløber-nation".

"I udfordrende tider for vores samfund har digitale løsninger og digital parathed spillet en helt afgørende rolle og bundet Danmark og danskerne sammen i en grad, vi aldrig har set før. Med alle tænkelige tekniske og virtuelle værktøjer har myndigheder og virksomheder holdt hjulene i gang. Der er ingen tvivl om, at et digitalt Danmark har været afgørende for, at vi i dag står i en langt bedre situation end frygtet. Derfor skal vi sikre, at Danmark også i fremtiden er et digitalt fyrtårn, som verdenen kigger til, når vi med digital nytænkning finder svar på nogle af samfundets mest presserende udfordringer," siger André Rogaczewski.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik