Teknovation Logo
robot

 
  • FlowCon, der producerer trykuafhængige ventiler, ekspanderer i både Danmark og USA, og beskæftiger nu 140 medarbejdere på verdensplan.

26. marts 2020, kl. 14:02 

FlowCon udvider logistikhovedsædet

Global ventil-vækst fører nu til at FlowCon International udvider sit danske logistikhovedsæde i Slagelse med yderligere 2.300 kvadratmeter.


Med en fordobling af kapaciteten i det danske hovedsæde i Slagelse er virksomheden FlowCon International klar til at fortsætte sin globale ventilvækst.

”Vi mangler pladsen, og vi får nu dobbelt så mange kvadratmeter, som vi skal anvende til forskellige logistikaktiviteter,” siger Bjarne Wittendorff Ibsen, der er administrerende direktør og stifter af den familieejede virksomhed, der er producent og leverandør inden for trykuafhængige ventiler.

Entreprenørvirksomheden Daugaard Pedersen A/S er i fuld gang med at opføre tilbygningen, der skal være færdig til juli. Bygningen er i grundareal på 2.000 kvadratmeter, men et indskudt dæk i dele af bygningen sikrer FlowCon en ekstra etage og yderligere godt 300 kvadratmeter, som skal anvendes til produktudvikling, kontorer, kantine og omklædningsfaciliteter.

Udviklingen for FlowCons patenterede koncept går tilbage til 1980’erne, og i dag har virksomheden mere end 10 millioner ventiler i drift i mere end 60 lande over hele verden.

Foruden Slagelse har FlowCon afdelinger i Californien i USA, som aktuelt også udvides, i Shanghai, Kina, Dubai og Singapore. Koncernen beskæftiger globalt 140 medarbejdere, hvoraf de 40 er tilknyttet hovedsædet i Slagelse tæt på motorvejen E20 og afkørsel 39:

”Vi skal bandt andet anvende de udvidede danske faciliteter til kvalitetsstyring af produkterne, som samles i Slagelse fra forskellige producenter. Vi producerer selv det væsentligste, men outsourcer ellers så vidt mulig produktionen – ofte ned i enkelte dele. Vi kan godt have mellem seks og syv producenter på et enkelt produkt. Det handler hele tiden om at optimere processerne, og med tilbygningen får vi eksempelvis plads til at automatisere en del af samleprocessen,” siger Bjarne Wittendorff Ibsen.

Han forventer, at den øgede kapacitet også vil skabe yderligere arbejdspladser i Slagelse. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik