20. februar 2020, kl. 12:51
Haderslev-værktøjsfabrikken Gruber har aktuelt ombygget en montagemaskine for en medicinalvirksomhed, hvilket har givet kunden en millionbesparelse.
Da en medicinalvirksomhed for godt ti år siden fik leveret en montagemaskine, var det Gruber i Haderslev, der stod for leverancen. Og nu, hvor den trængte til en opgradering er det ligeledes værktøjsfabrikken, der har ombygget montagemaskine, hvorved brugervirksomheden har sparet mellem fire og fem millioner kroner i forhold til at købe en ny.
Maskinen stanser og monterer gummi i diameter 8 aluminiumkapper. Produktionen har kørt upåklageligt. Faktisk har maskinen kørt langt flere emner i minuttet end oprindelig lovet, og kan nu, efter ombygningen, også stanse og montere gummi i diameter 11-kapper, oplyser Gruber-CEO Poul Bek.
Ombygning af maskinen koster mellem en og to millioner kroner, men det er alligevel en rigtig god forretning for kunden. En ny tilsvarende maskine vil nemlig koste cirka seks millioner. Derfor sparer virksomheden mellem fire og fem millioner ved at vælge at ombygge maskinen, påpeger Poul Bek.