Teknovation Logo
robot

 
  • Professor i fremtidsteknologi og læring på DPU Cathrine Hasse peger eksempelvis på at man kan styrke forholdene så Human-Robot-Machine-løsninger bliver ét, der gør brug af hinandens styrker.

10. december 2019, kl. 16:59 

REELER skal modne robotprojekter

Responsible Ethical Learning With Robotics, REELER, er titlen på et projekt, der er en del af EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizion 2020, og som ledes af professor i fremtidsteknologi og læring på DPU, Cathrine Hasse. Formålet er at styrke robotprojekter, så udbyttet af dem bliver markant større.


Robotter rimer på teknologi – men de bør rime på meget mere. Det er en af konklusionerne i et netop afsluttet EU-projekt, REELER, hvor robotter er blevet studeret med metoder, der traditionelt har været forbeholdt mennesker. Det er nemlig de antropologiske og etnografiske briller, der har været med til at kaste et kritisk blik på udviklingen af robotteknologier.

”EU har investeret meget i udvikling af robotteknologi, men har ikke investeret så meget i, hvordan brugerne – vi almindelige mennesker – bliver inkluderet i processen. Og det er netop det, vi har undersøgt i REELER-projektet,” fortæller Cathrine Hasse, der er professor i fremtidsteknologi og læring på DPU ved Aarhus Universitet, AU.

Cathrine Hasse er også koordinator for projektet, der er et internationalt samarbejde på tværs af mange forskellige professioner. Hun peger på, at en problematik, der går igen på en række andre områder:

”Det gælder for robotter, der arbejder på byggepladser, i landbruget og på skoler. Problemet er, at udviklerne glemmer at se på, hvad man skal lære om de sociale og materielle kontekster, som robotter skal ud og virke i”.

Når REELER-projektet holder sin afsluttende konference og webinar, onsdag den 11 december på DPU, er titlen: Perspectives on Robots. A Reality Check of Imagined Futures.

”Projektet har også involveret økonomer, som fortæller, at der er en succesrate på lige knap 20 procent. Det vil sige, at af alle de her ny innovationer, man sætter i gang, strander omkring 80 procent. Det er mange af de mange milliarder, der bliver givet på europæisk plan, der viser sig på mange måder at være spildt,” siger Cathrine Hasse, der håber, at REELER’s resultater kan være med til at sikre en mere ansvarlig robotudvikling i fremtiden.

”Det handler blandt andet om at tage højde for, at mennesker ønsker et meningsfuldt liv og ikke ønsker at blive forandret for meget af robotterne. Hvis man presser for meget på, sker det, som vi har set mange gange før: Robotterne ender med stå i et hjørne og samle støv,” siger Cathrine Hasse og pointerer, at teknologien i sig selv ikke kan løse nogle problemer.

”Det hele handler om menneske-maskine-relationen. Og for at stille de to over for hinanden er der brug for længere tids læreprocesser. Vi tror på, man kan komme rigtig langt med det fokus – og både tjene penge på nye ’dimser’ og spare penge ved at undgå de fejl, man har begået i fortiden”.

En af anbefalingerne fra REELER-pojektet er, at der bliver skabt en ny uddannelsesretning.

For selv om der er brug for en udvikling af de tekniske uddannelser som eksepelvis ingeniøruddannelsen, som sigter mod at give mere etisk forståelse og indblik i menneskers hverdagsliv, kan man ikke lægge alle opgaver over på ingeniørerne.

”Vi foreslår en helt ny profession, som vi kalder ’Alignment Experts’. Det skal være folk, som har en kerneekspertise i at få mennesker til at snakke sammen på tværs af praksismiljøer og teknologiudviklingsmiljøer. Det er en uddannelsestype, der har været på vej mange steder, men i det her tilfælde er det først og fremmest med vægt på en etnografisk forståelse og en antropologisk tilgang. Det handler om at forstå de menneskelige processer i praksis gennem mere langvarige feltarbejder og en mere dyb forståelse af folks hverdagsliv, som skal kobles med en forståelse af det teknologiske og det økonomiske,” fastslår Cathrine Hasse. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik