Teknovation Logo
robot

 
  • Administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen, DI, beklager tidslerne i regeringens finanslovsudspil: Forslaget om højere skat på generationsskifte og en ekstraregning på knap en halv milliarder kroner til virksomhederne for sygemeldte medarbejdere vil hverken fremme den grønne omstilling eller ønskerne om styrket velfærd, advarer han.(Foto: Thomas Arnbo)

2. oktober 2019, kl. 12:43 

Tidsler i regeringens grønne finanslov

Regeringen har onsdag præsenteret et forslag til finanslov for det kommende år, som Dansk Industri, DI, langt hen ad vejen er tilfreds med, men, erhvervsorganisationen finder også flere tidsler i buketten af forslag.


Det er godt, at regeringen sætter fart på den grønne omstilling og ønsker at styrke det danske velfærdssamfund, mener DI´s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen i en kommentar til det aktuelt fremlagte finanslovsforslag:

"Den retning er DI helt enig i. Men det dur ikke at gøre det dyrere at drive virksomhed, da det jo er virksomhederne, som i høj grad skal være med til at skabe grøn vækst og dermed give os råd til både velfærd og et bedre klima," siger Lars Sandahl Sørensen.

DI-direktøren peger på, at især regeringens forslag om højere skat på generationsskifte og en ekstraregning på knap en halv milliarder kroner til virksomhederne for sygemeldte medarbejdere hverken vil fremme den grønne omstilling eller ønskerne om styrket velfærd:

"Regeringen vil gøre det langt dyrere for tusindvis af lokale virksomheder at give stafetten videre til næste generation. Det er jo penge, som virksomhederne i stedet skal investere i fremtiden, herunder at skabe job og grøn vækst".

"Jeg er samtidig bekymret for, at de mange virksomheder, der gør en ekstra indsats for at tage medarbejdere ind, der har det svært og i perioder har højere sygefravær, nu som tak kan se frem til en ekstraregning. Her risikerer regeringen faktisk at skabe mere ubalance," siger Lars Sandahl Sørensen.

Derimod er DI enig med regeringen i nødvendigheden af at løfte den grønne forskning, fordi det er nye teknologier, der skal bringe os helt i mål med en 70 procent reduktion af Danmarks CO2-udledning i 2030. DI ser også positivt på regeringens forslag om at styrke uddannelserne ved at fjerne omprioriteringsbidraget.

"Regeringen tager et skridt i den rigtige retning ved at styrke uddannelserne og investere i udvikling af nye grønne løsninger og teknologier. Det er der i høj grad brug for. Virksomhederne har brug for iderige medarbejdere, der kan være med til at udvikle Danmark," siger Lars Sandahl Sørensen.

DI mener dog, at regeringen lægger op til at øge de offentlige udgifter for meget:

"I en tid, hvor der er fuld fart på økonomien, og hvor både erhvervslivet og det offentlige mangler hænder, skal vi ikke bruge flere penge i det offentlige og dermed lægge endnu mere pres på – vi skal lægge pengene til side, så vi har noget at stå imod med. Det får vi brug for, når det en dag går mindre godt, som vi allerede ser det i landene omkring os," lyder det fra Lars Sandahl Sørensen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik