Teknovation Logo
robot

 
  • Finanslovsforslaget afspejler en ambitiøs politisk prioritering af grøn forskning, fremhæver uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

2. oktober 2019, kl. 11:53 

Grønne forskningsmilliarder på vej

Regeringen lægger med finanslovsforslaget blandt andet op til at afskaffe omprioriteringsbidraget på uddannelse fra 2020 og afsætte grønne forskningsmilliarder, meddeler Uddannelses- & Forskningsministeriet.


Forskningsreserven i 2020 udgør 1,9 milliarder kroner, og uddannelses- og forskningsministeren inviterer om kort tid partierne til forhandling om fordeling af midlerne. Her vil regeringen øremærke én milliarder kroner mere til grøn forskning:

"Det er en meget ambitiøs politisk prioritering af grøn forskning, men det er her, vi skal finde nye, grønne løsninger, der gavner miljøet, klimaet og vores fælles fremtid. Derfor foreslår regeringen at øremærke én milliarder ekstra til forskning i grøn omstilling," siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Regeringen foreslår en fordeling med 630 millioner kroner til grøn forskning i Danmarks Innovationsfond, 260 millioner til grøn forskning i Danmarks Frie Forskningsfond, samt 40 millioner til klimaforskning ved DMI og GEUS og 70 millioner til grønne initiativer i de miljøteknologiske- og grønne udviklings- og demonstrationsprogrammer (MUDP og GUDP).

De ekstra grønne bevillinger kommer oven i de eksisterende midler til grøn forskning og oven i den vækst i midlerne til energiteknologiske udviklings- og demonstrationsprogrammer, der er forudsat i energiaftalen fra juni sidste år. Samtidig fastholdes niveauet på ikke-øremærkede midler til Danmarks Frie Forskningsfond. Det samlede offentlige forskningsbudget udgør 23,7 milliarder i 2020. Hermed fastholdes investeringerne i offentlig forskning på 1 procent af BNP.

Som en del af finanslovsforslaget vil regeringen stoppe besparelser som følge af omprioriteringsbidraget på hele uddannelsesområdet fra 2020.

På de videregående uddannelser har der indtil nu været budgetteret med besparelser for yderligere cirka 0,3 milliarder i 2020 og cirka 0,6 milliarder årligt fra 2021 som følge af omprioriteringsbidraget. På finanslovforslaget har regeringen annulleret disse besparelser, og pengene føres tilbage til institutionerne, der skal have stabile rammer til at drive gode uddannelser.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik