Teknovation Logo
robot

 
  • Virtuel virkelighed skal hjælpe dansk erhvervsliv, fortæller Thomas Hoffman Bang, Industriens Fond, om projektet Digital Reality.

25. juni 2019, kl. 07:58 

Digital Reality med VR og AR

Et projekt skal over det næste års tid bane vejen for mere og bedre anvendelse af Virtual Reality, VR, og Augmented Reality, AR, i danske industrivirksomheder.


Et samarbejde mellem DTU, Virsabi, KRING og en række industrivirksomheder har set dagens lys. Samarbejdet hedder Digital Reality og udspringer af Industriens Fonds temaindkaldelse om digitale forretningsmodeller i dansk erhvervsliv.

"Danske virksomheder agerer i en virkelighed under hastig forandring, hvor det er afgørende for konkurrenceevnen, at virksomhederne griber de muligheder, som nye teknologier tilbyder. Herunder VR og AR. Projektet skal skabe nogle stærke brugseksempler og derved demonstrere, hvordan teknologien omsættes til forretningsmæssig værdi og dernæst inspirere andre industrivirksomheder til at komme i gang med at udnytte disse teknologiers potentiale," siger Thomas Hofman-Bang, direktør i Industriens Fond, der har bevilliget godt 4,2 millioner kroner til Digital Reality-projektet.

Danske virksomheder sakker bagud i forhold til nabolandene på digitaliseringsområdet.Ifølge en undersøgelse fra virksomheden Dell, er blot 1 procent af de danske virksomheder kategoriseret som digitale frontløbere, mens det i for eksempel Sverige er hele 6 procent.

Samtidig viser internationale studier fra blandt andre virksomhederne Boeing og GE Healthcare, at VR og AR kan levere produktivitetsstigninger på mellem 25 og 46 procent dér, hvor de tages i brug på en god måde. Og det handler ikke kun om effektiviseringer. Det gælder også forbedringer af den service, som en virksomhed kan levere.

Det danske projekt vil søge at få aktiveret de virksomheder, der ikke er kommet i gang med at arbejde med VR og AR endnu:

"Vi oplever, at en række af Danmarks største virksomheder er i gang med at implementere VR- og AR-løsninger. I samarbejde med Industriens Fond får vi nu mulighed for at bringe teknologierne ud til de mellemstore virksomheder, som udgør grundstammen i dansk erhvervsliv – og dermed er afgørende for den samlede danske konkurrenceevne," siger Jens Lauritsen, Chief Product Officer hos Virsabi, der er en af de bærende aktører i projektet.

Teknologien kommer ikke til at stå alene i projektet. Det handler også om adfærd, innovation og nye forretningsmodeller.

"I projektet vil vi gennem innovationsforløb hos virksomheder fokusere på at identificere og validere bæredygtige kommercielle idéer baseret på VR- og AR-løsninger. Det er vigtigt for os at demonstrere gennem konkrete eksempler, at teknologien kan skabe kommercielle resultater og ikke bare er en sjov gimmick,” fortæller Carsten Ellegaard fra Kring Innovation.

Derudover vil projektet producere praktiske værktøjer,der kan hjælpe andre virksomheder med at komme i gang og dermed bane vejen for nye investeringerrundt omkring i dansk erhvervsliv.

"Vi ser naturligvis på mulighederne for at integrere VR og AR i vores aktiviteter. Derfor vil vi gerne være med til at sætte scenen for et projekt som Digital Reality og bidrage med vores kompetencer indenfor måling af effekten af implementering af ny digital teknologi," siger underdirektør Jakob Fritz Hansen fra Danmarks Tekniske Universitet.

Projektet er ved at tage fart, men begynder først for alvor tidligt på efteråret. Således kan interesserede virksomheder fortsat melde sin interesse for at være med i projektet, der løbende kan følges på projektets egen hjemmeside www.digital-reality.dk.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik