Teknovation Logo
robot

 
  • Avanceret fremstilling i kompositmaterialer er lykkedes for de samarbejdspartnerne SDU, Technicon og Terma med flere. Robotløsningen rummer store fremstillingsmæssige perspektiver for flere brancher.

18. juni 2019, kl. 07:02 

Kompliceret produktion løst hos Terma

Den danske flykomponentproducent og forsvarsvirksomhed Terma har været aktiv part siden Flexdraper Product opstartede i fjor. I juni kom et afgørende gennembrud, der har fået international bevågenhed.


Terma er førende leverandør til den globale aerospaceindustri, og Terma har arbejdet tæt sammen med forskere og virksomheder om automationsløsninger, der kunne håndtere en række af de komplicerede produktionsudfordringer, især den globale flyindustri står over for.

Både flyindustrien, automotive- og vindmølleindustrierne anvender i stigende grad kompositmateriale. Det skyldes især at materialet besidder en række egenskaber såsom, at det er både lettere, stærkere og mere fleksibelt at anvende, hvilket er vitalt i forbindelse med bevægelse.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


I årevis har man fra forskellig side forgæves forsøgt at udvikle teknologiske løsninger, der kunne reducere produktionsomkostningerne ved at sikre, at kompositlagene blev placeret korrekt og hurtigere. Hidtil har bestræbelserne været forgæves. Men, nu har et gennembrud på automationsområdet løst den komplicerede udfordring. For i begyndelsen af juni gennemførtes på et af SDUs laboratorier et succesfuldt demonstrationstestforløb (Technology Readiness Level 4, TRL 4), der dokumenterer, at det er muligt at producere komponenter til luftfartsindustrien.

Flexdraper Product er en avanceret og fleksibel Industrie 4.0-løsning. Ud over en robot med tilhørende sofistikeret software består Flexdraper Product blandt andet af 48 til 120 sugekopper, der kan styres individuelt og dermed sikrer løsningen at fibermåtterne placeres helt korrekt på formene.

Flexdraper Product dokumenterer, at robotter ikke blot er i stand til at sikre at serieproduktion kan forløbe hurtigere, mere stabilt og mere effektivt. Projektet har vakt international opsigt, og blandt andet de to store flyproducenter Airbus og Boeing er interesseret i mulighederne for at anvende den nye produktionsteknologi.

"Flexdraper Product er et stærkt fleksibelt produktionsteknologisk fremskridt, der bidrager til at reducere vores fremstillingstid betydeligt. Vi opererer med high mix-low volumen, og vi opnår klare produktivitetsforbedringer og globale konkurrencefordel, der bidrager til at styrke vores markedsposition," siger Senior Specialist Asim Ikram, Terma.

Ved at Innovationsfonden, forskere og virksomheder i fællesskab har evnet at automatisere de tidskrævende manuelle processer i fremstillingen af kompositdele styrkes konkurrenceevnen for en bred vifte af sektorer og brancher. Dermed besidder projektet et stort potentiale, og de succesfulde resultater fra prototypeudviklingen kan vinde indpas flere steder end ”blot” i aerospaceindustrien.

Fra den danske robotvirksomhed Technicon, som sammen med SDU og Terma har været med til at udvikle Flexdraper Product, siger CEO Casper Hansen:

"Flexdraper Product illustrerer hvilke banebrydende løsninger, der kan udvikles i fællesskab. I dette tilfælde er der skabt en avanceret løsning, som er istand til at håndtere hidtil uovervindelige udfordringer. Med Flexdraper Product gøres teknologiforskning tilgængelig for fremstillingsvirksomheder i global konkurrence".

Flexdraper har et samlet budget på 28,9 millioner kroner, hvoraf Innovationsfonden har bidraget med 20,9 millioner. Ud over Terma involverer Flexdraper SDU og Technicon samt NLR, AAU, DTU og Robotool, som var med i den første del af projektet.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik