Teknovation Logo
robot

 
  • Fra venstre ses Michael Hye Nielsen, der er direktør i Robot Nordic, Mikael Thomsen, direktør i Eltraco Automation og Anders Martiny, der er teknisk direktør i Robot Nordic.

10. december 2018, kl. 11:46 

Odense-firmaer står bag Robot Nordic

De to odenseanske robotvirksomheder Eltraco Automation og Robot Nordic etablerer nu fælles selskab under navnet Robot Nordic. Eltraco Automations SMT-forretning fortsætter upåvirket.


Det er med ambitionen om at blive stærkere sammen, at de to odenseanske automationsvirksomheder, Eltraco Automation og Robot Nordic pr. 1/12 har slået sig sammen under navnet Robot Nordic.

Som en del af fusionen overtager Robot Nordic Eltraco Automations automationsafdeling, mens ejer af Eltraco Automation, Mikael Thomsen, køber sig ind i Robot Nordics ledelse og bestyrelse. I første omgang vil selskabet få fælles adresse på Højager i det nordlige Odense, hvor Eltraco Automation i forvejen har hovedkvarter.

Eltraco Automations SMT-afdeling fortsætter upåvirket under samme navn med samme medarbejdere og samme agenturer som hidtil under ledelse af Mikael Thomsen.

"Vi står stærkere, hvis vi går til markedet som én enhed frem for som to separate virksomheder. Vi tror på, at vi ved at fusionere vores respektive kompetencer kan få en og en til at give tre," udtaler administrerende direktør i Eltraco Automation Mikael Thomsen.

Begge virksomheder er medlemmer af robotklyngen Odense Robotics og har gennem flere år trukket på hinandens kompetencer i forbindelse med forskellige automationsprojekter. Eltraco Automation som ekspert i mekaniske løsninger og Robot Nordic som softwarespecialist. Med etableringen af en fælles organisation bliver de kompetencer nu samlet under samme tag:

"Det giver rigtig god mening, at Eltracos automationsafdeling bliver en del af vores organisation. På den måde sikrer vi en masse knowhow internt i virksomheden. Samtidig håber jeg, at vi kan blive endnu bedre til at drive automationsprojekter ved at trække på Eltracos unikke erfaringer og netværk fra elektronikindustrien, som altid har været en højt automatiseret branche," siger Michael Hye Nielsen, administrerende direktør i Robot Nordic.

Robot Nordic vil have i omegnen af 15 medarbejdere, som foruden medarbejdere i administrationen omfatter blandt andet programmører, PLC-specialister, konstruktører og softwarespecialister.

Virksomheden er allerede i gang med at søge yderligere medarbejdere til kommende projekter, oplyser Michael Hye Nielsen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik