Teknovation Logo
robot

 
  • Migatronics kollaborative svejserobotløsning kaldet Cowelder er en del af det aktuelt åbnede Videncenter for Automation & Robotteknologi ved TECH COLLEGE i Aalborg.

10. december 2018, kl. 14:14 

Cowelder i nordjysk robotcenter

Videncenter for Automation & Robotteknologi på TECH COLLEGE i Aalborg har blandt andet en kollaborativ svejserobot fra Migatronic på repertoiret i form af en Cowelder, der skal bistå elever, faglærere og virksomheder til at blive klogere på automation.


Videncenter for Automation & Robotteknologi på TECH COLLEGE i Aalborg er et samarbejde mellem flere tekniske skoler i Danmark, hvis formål er at indsamle og ikke mindst dele viden på tværs af faggrupper, industrier og aldre.

Automation og robotteknologi er et af de områder, der udvikler sig absolut hurtigst, så det er yderst relevant med et videncenter, der kan formidle den seneste viden til fremtidens arbejdskraft og industrien. Videncentret skal således både være med til at tiltrække unge til de tekniske skoler og samtidig give de mere erfarne, som har været på arbejdsmarkedet i mange år, inspiration til, hvordan moderne teknologi kan udvikle deres virksomhed. 

Netop her spiller Migatronics Cowelder en rolle i videncentret, når det drejer sig om uddannelse og efteruddannelse af smede og svejsere. TECH COLLEGE har hele tre robotløsninger; to Cowelder til MIG-svejsning og en til TIG-svejsning. Robotterne viser både de unge og de mere erfarne, hvad der findes inden for moderne svejseløsninger.

”Cowelder er en kollaborativsvejserobot, der samarbejder med svejseren. Den kan overtage mange rutineopgaver i svejseproduktionen, så de ombejlede svejsere kan bruge tid på mere krævende opgaver. Den er en økonomisk overkommelig investering og kræver ikke certificerede robotteknikere til at betjene den. Derfor er den et rigtig godt eksempel på, hvordan selv mindre produktionsvirksomheder kan automatisere dele af deres svejseproduktion, så de kan forblive konkurrencedygtige. Vi har et tæt samarbejde med TECHCOLLEGE, og vi er både glade og stolte over, at vores kollaborative svejserobotløsning får en plads i videncentret," fortæller distriktschef Jens Kristensen, Migatronic.

På TECH COLLEGE er Cowelder-løsningerne allerede implementeret i undervisningen på metal-uddannelserne, så elever og kursister kan prøve kræfter med robotteknologi og forhåbentlige blive nysgerrige på moderne produktionsteknologi:

"Der kommer til at mangle faglærte i industrien, så vi vil gerne gøre smedefaget attraktiv for de unge og få flere til at vælge netop den uddannelse. Det håber vi, at Cowelder-robotløsningerne kan være med til. Desuden skal Cowelder indgå i efteruddannelsen af de mere erfarne smede og svejsere, så de også kan bidrage med ny viden på deres arbejdsplads. Her skal videncentret i høj grad være en kilde til inspiration til, hvordan fremtidens svejseproduktioner kan se ud – og allerede ser ud nogle steder," fortæller uddannelsesleder Jesper Frydkjær Pedersen, metalafdelingen på TECH COLLEGE i Aalborg.

Ved åbningen af videncentret var også Migatronic Automation repræsenteret. Migatronic Automation er et datterselskab i Migatronic-koncernen og udvikler og sælger automatiserede svejseløsninger i hele Skandinavien:

”En automationsnørd som mig siger ikke nej tak til at bruge en eftermiddag i robotternes tegn. Det er godt, at der er så meget fokus på, hvordan automation kan være med til at løfte danske industrivirksomheder. Vi kan til dagligt se, at konkurrencen fra udlandet er hård, så det er ekstremt vigtigt, at vi uddanner arbejdskraften til at kunne følge med udviklingen inden for moderne teknologi. Vi er rigtig glade for, at vi er en del at det her initiativ,” udtaler salgsdirektør Claus Pagh, Migatronic Automation.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik