10. december 2018, kl. 07:17
EU-kommissionen har præsenteret en samlet plan for udviklingen af europæisk kunstig intelligens. DI ser positivt på planen.
"Kunstig intelligens skal selvfølgelig være ”made in Europe”. Det er yderst nødvendigt med en fælles plan for hele EU, hvis Europa skal have et modsvar til USA og Kinas dominans på området. Samtidig håber vi, at planen kan være til inspiration for den danske regerings kommende strategi på området," siger DI-direktør Lars Frelle-Petersen.
Planen for en samlet europæisk satsning på udviklingen af Artificial Intelligence, AI, eller bare kunstig intelligens på dansk spænder vidt. Det omfatter alt fra forskning over dataplatforme til internationalt samarbejde. Ambitionen er, at europæiske investeringer i kunstig intelligens frem mod 2020 overstiger 20 milliarder euro, og at den årlige stigning i investeringerne senest i 2025 når det høje niveau:
"Det er et rigtig godt forslag fra EU-kommissionen, at der skal være et langt tættere samarbejde mellem EU, medlemsstaterne og den private sektor. Vi skal samle kræfterne og arbejde i samme retning, hvis Europa på sigt skal kunne konkurrere med USA og Kina om at tiltrække og udvikle innovative virksomheder og kompetencer inden for kunstig intelligens," siger Lars Frelle-Petersen.
EU’s plan vil løbende blive opdateret hvert år, og DI roser også planens forslag om at etablere europæiske testmiljøer til udviklingen af kunstig intelligens.