Teknovation Logo
robot

 
  • World Economic Forum har taget temperaturen på den globale konkurrenceevne siden 1979. Årets opgørelse er baseret på omfattende registerdata samt 12.274 interview med virksomhedsledere og omfatter 99 procent af verdensøkonomien målt i BNP.

18. oktober 2018, kl. 10:39 

Danmark i top ti i global konkurrenceevne

World Economic Forum belønner Danmark for godt økosystem for innovation i den årlige måling af landenes indbyrdes konkurrenceevne. Bæredygtig udvikling er blandt andet kommet højere på dagsordenen, konstaterer Teknologisk Institut. TI.


I Wold Economic Forums årlige måling af den globale konkurrenceevne er Danmark rykket op på en 10. plads lige bag Sverige, foran Finland og seks pladser foran Norge.

USA, Singapore og Tyskland fastholder deres position i toppen, mens Storbritannien rykker to pladser ned til en 8. plads.

Det fremhæver Teknologisk Institut, TI.

Undersøgelsen baserer sig på 98 indikatorer, der omfatter skatter, infrastruktur, arbejdsmarked, uddannelse mv. som udtryk for konkurrenceevnen. Den placerer Danmark i front på parametre som økonomisk stabilitet, et fleksibelt og omstillingsparat arbejdsmarked samt adgang til veluddannet arbejdskraft.

“Det er flot, at Danmark er nummer 10 i verden på konkurrenceevne. Vi er godt med i forhold til Industri 4.0, og det er blandt andet fordi, vi har et godt økosystem for innovation, fra ide-generering til succesfuld markedsføring af et produkt,” udtaler siger seniorspecialist hos TI, Stig Yding Sørensen, og fortsætter:

“Vi skal blive ved med og endnu bedre til at have fokus på at skabe gode rammer for innovation i form af adgang til finansiering, testfaciliteter, kvalificeret arbejdskraft og smidig regulering.”

I år har World Economic Forum indført en ny beregnings- og analysemetode, navngivet The Global Competitiveness Index 4.0. Index 4.0, der belyser landenes styrker og svagheder i forhold til, hvor fremtidsorienterede og klar til Industri 4.0 de er.

Specielt er innovation vigtig for produktionstilvækst og værdiskabelse, fremhæver TI, men det er også det parameter, hvor landene samlet set scorer lavest, og 77 af de 140 økonomier i sammenligningen er mest udfordret på dette område.

Tyskland, USA, Schweiz og Taiwan opnår over 80 point ud af 100 som de eneste, mens Danmark opnår 75 point. Danmark står stærkt i forhold til antal registrerede varemærker og patenter, opfindelser i samarbejde med internationale partnere og internationale publikationer, konstaterer TI.

Endelig viser rapporten for 2018 også, ifølge TI, at der er sammenhæng mellem økonomisk fremgang og miljømæssig påvirkning, og at de mest konkurrencedygtige lande belaster miljøet mest.

Af den grund er der, fremhæver World Economic Forum, brug for fokus på bæredygtig vækst via nye teknologier til at bruge naturressourcerne effektivt, mindske affald og energiforbrug. Det er især muligt for de konkurrencedygtige lande, som trods den største miljøbelastning per indbygger også har den mindste miljøbelastning per produceret enhed.

“FN’s verdensmål kommer til at sætte dagsorden for velfærdsstaten i de kommende år, og den cirkulære økonomi med genbrug og genanvendelse er ved at vinde indpas i dansk produktion. Men der er stadig lang vej og vi mangler teknologiske løsninger til at reducere spild og øge genanvendelse af råvarer og materialer i produktionen,” konstaterer Stig Yding Sørensen.  


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik