Teknovation Logo
robot

 
  • Her prototypen på 1,5 volt, der beviser, at teknologien virker.

28. juni 2018, kl. 13:23 

AAU fremstiller første batteri af svampe

Hvor markedet for vedvarende energi nu er ved at gå over mod hybridløsninger med en kombination af eksempelvis vindmøller, solceller og batterier, så kommer forskere fra Aalborg Universitet, AAU, nu med et innovativt indslag for mere miljøvenlig ellagringsteknologi. 


AAU-forskerene har bygget verdens første batteri af biologisk materiale fra svampe, og teknologien er lige så effektiv som konventionelle batterier, men langt mere skånsom og bæredygtig for miljøet, fremhæver de.

Indenfor de kommende år vil teknologien kunne revolutionere den måde, vi lagrer strøm på, lyder det fra Jens Muff og Jens Laurids Sørensen fra AAU Esbjerg, der ønsker at ændre den måde, vi kommer til at fremstille batterier på i fremtiden

Som de første i verden er de to forskere sammen med en lille gruppe ph.d.-studerende ved at udvikle en metode til at fremstille batterier af biologisk materiale fra skimmelsvampe.

Ideen til at bruge stoffer fra skimmelsvampe til at lagre energi er aldrig før set i verdenshistorien, og den ligger heller ikke lige for, medmindre man er en ægte svampenørd.

"Skimmelsvampe kan skifte farve når de bliver udsat for lys. Det gør de ved hjælp af nogle pigmenter, forklarer han. Det er egentlig en forsvarsmekanisme hos skimmelsvampe, som de bruger, hvis de eksempelvis bliver udsat for UV-stråling. Svampenes pigmenter har den egenskab at de kan oxidere og reducere – de kan ophobe og aflade energi. Det er præcis de samme egenskaber, som man ser i batterier," siger Jens Laurids Sørensen.

Med støtte fra blandt andet Det Nationale Forskningsråd indledte forskerne sidste år et fireårigt forskningsprojekt, der gerne skal ende med et stort, velfungerende batteri baseret på biologisk materiale fra svampe.

Allerede i løbet af det første år er det lykkedes for den lille forskergruppe at isolere skimmelsvampenes pigmenter, dyrke dem i laboratoriet og bygge en lille, velfungerende prototype.

"Det første batteri, vi har bygget, er ikke særlig stort, kun omkring 1,5 volt. Men det beviser, at teknologien fungerer i virkeligheden og ikke kun i teorien," konstaterer Jens Laurids Sørensen.

Aktiuelt arbejder forskerne sammen med to ph.d.-studerende på at forfine blandingen af teknologi og biologi og finde frem til de bedst egnede svampepigmenter. Deres genetiske sammensætning skal analyseres, isoleres og dyrkes i et laboratorium, inden de kan ende i et batteri.

"Når vores projekt udløber om tre år, skulle vi gerne have fremstillet et batteri, der kan bruges til at oplagre strømmen fra vores solcelleanlæg her på campus," siger Jens Laurids Sørensen, og fortsætter:

"Målet er, at det skal være super billigt at producere, så det kan konkurrere med de traditionelle metal- eller oliebaserede batterier. Hvis vi kan udskifte dem med biologiske batterier, der er nemme, miljøvenlige og billige at producere, er potentialet enormt. Så skal de bare ud i verden."

Almindelige batterier fremstilles normalt af metaller som eksempelvis vanadium. Som noget nyt er man begyndt at fremstille genopladelige batterier af typen redox-flow af elektroaktive organiske reststoffer fra olieproduktion. Stofferne kaldes for petroquinoner. Quinoner kan ophobe og aflade strøm et vist antal gange, inden de er brugt op og skal kasseres. Pigmenterne fra visse typer skimmelsvamp har egenskaber, der minder meget om quinoner.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik