Teknovation Logo
robot

 
  • Ib Andresen Industris mobile håndteringscelle

26. juni 2018, kl. 10:54 

Cobot bag tremmer i Langeskov

Et internt projekt til 500.000 kroner, hvor en cobot er blevet sat bag tremmer, har givet store gevinster hos Ib Andresen Industri i Langeskov.


Hos Ib Andresen Industri er der stor forskel på de emner, der produceres, hvor man den ene dag producerer profiler i optil 10.000 millimeter længde og næste dag profiler i eksempelvis 500 millimeter.

Det stiller krav til fleksibiliteten i de løsninger, som efterfølgende skal håndtere og pakke de færdige profiler. Hidtil har det været svært at finde egnede løsninger, som på en effektiv måde kan håndtere dette spænd i længde, vægt og pakkemønstre.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Virksomheden har etableret en mobil robotcelle til at håndtere profiler i længden 200 til 1.000 millimeter, som så kan flyttes rundt mellem anlæggene alt efter, hvilke profiler der produceres.

”Projektet er i tråd med vores strategiske målsætning om øget automatisering,” fortæller Production Manager Morten Rasmussen, Ib Andresen Industri. Han fortsætter:

"Da cellen bliver brugt på maskinlinjer, som kun bliver betjent af en operatør, så er det ikke arbejdstimer vi tjener investeringen hjem på. Der er derimod trivsel og arbejdsglæde”. Herrtil  supplerer profilvalseoperatør John Jensen:

”I det tempo vores profilvalselinjer producerer profiler bruger vi mange timer på triviel håndtering for bare at følge med. Håndteringscellen gør, at vi slipper for det, og det har løftet arbejdsglæden markant. Nu kan vi have fokus på, at maskinen kører optimalt hele tiden”.

”Ud over øget automatisering og bedre arbejdsmiljø, så har projektforløbet givet os en masse erfaringer, som vi kan trække på fremover, når vi skal implementere flere robotter,” fortæller Morten Rasmussen.

I første omgang var cobotten ikke tiltænkt en plads bag gitter, men foran en af virksomhedens kantpresser. Der var dog en række hensyn, den skulle tage. Og det i særdeleshed hos en stålbearbejdende virksomhed som Ib Andresen Industri.

”På de stålemner, vi håndterer, er der tit skarpe kanter. Derfor måtte vi sænke robotarmens håndteringshastighed til et niveau, hvor det ikke længere gav mening at bruge den ved vores kantpressere - det gik for langsomt”, fortæller projektleder Bo B. Larsen,Ib Andresen Industri, og fortsætter:

”Så skulle vi udnytte robotarmens potentiale måtte den skærmes af, og det er det, den er blevet med dette projekt. Nu er den installeret som en central del af vores mobile håndteringscelle, hvor vi ikke behøver at sænke hastigheden af hensyn til sikkerhed”.

Mobiliteten og den fleksibilitet, det giver, har været vigtig i udviklingen af denne robotcelle, da det er hele fidusen ved at have en UR10 robotarm fra Universal Robots i produktionen.

Styringsteknikerne Dennis Bressendorff og Mikael S. Nielsen, begge fra Ib Andresen Industri, har været med fra projektets start, og det har været en god udfordring, der har gjort dem fortrolige med cobottens potentiale:

”Projektet har været en god udfordring, hvor vi er blevet en masse erfaringer rigere. Det meste har været nyt for os, og derfor har vi også fra tid til anden haft behov for at hive en specialist ind. Så igennem projektforløbet har vi tilegnet os en masse uvurderlig knowhow”, fortæller Mikael Nielsen, og Dennis Bressendorf supplerer:

Der er mange steps i håndteringen af profilerne. Der er mange bevægelser og beregninger, som skal ske simultant, så systemet ved, hvad det skal foretage i næste step. Selvom cobottens
arbejdscyklus ser simpelt ud, så er der over 100 signaler, styresystemet skal forholde sig til,” hvortil han selv uddyber:

”For eksempel er der forskel på, hvor cobotten skal lægge profilerne af, når pallen er tom kontra når den næsten er fuld. Og så skal styringssystemet fortælle cobotten, hvornår pallen er fuld, så den automatisk begynder at fylde på en ny tom palle”.

I cellen er der plads til to paller, så man uden at stoppe produktionen kan køre den fyldte palle væk og erstatte den med en tom. Derudover er styringen af cellen gjort nem og intuitiv, så operatørerne hurtigt mestrer systemet.

Efter sommerferien er endnu en automationsløsning på vej til den fynske leverandør af løsninger i stål. Denne gang i form af en fuldautomatisk pakkecelle til en eksisterende profilvalselinje, bestående af to loftmonterede Kuka-robotter som arbejder sammen.

”Dette projekt er ligeledes en del af strategien omkring øget automatisering af produktionen for at optimere arbejdsmiljøet og øge konkurrenceevnen,” fastslår Morten Rasmussen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik