Teknovation Logo
robot

 
  • Emballering af varer er normalt en omkostningstung proces for produktionsvirksomheder over hele verden. Men ved at vende en kendt teknologi om, har Tentoma udviklet en ny teknologi, der sparer både plastik, energi, mandskab og miljø, fremhæves det.

31. maj 2018, kl. 11:32 

Skær op til 60 procent af emballageforbruget

Virksomheden Tentoma A/S i Sønderjylland har udviklet en innovativ og ressourcebesparende teknologi, horisontal strækfoliering, der allerede er efterspurgt i hele Europa, fremhæver robotnetværket Robocluster.


Tentoma A/S teknologi med automatiseret horisontal strækfoliering kan skære op til 60 procent af plastikforbruget, når store emner som byggematerialer, gulvtæpper og legehus-samlesæt emballeres, påpeger Robocluster.

Den innovative og ressourcebesparende teknologi er, ifølge robotnetværket, allerede efterspurgt i hele Europa. En fransk virksomhed forventer eksempelvis, at teknologien vil give en besparelse på det, der svarer til et sted over 700.000 kroner om året ved at mindske forbruget af plast og energi til de krympeovne, som emballering hidtil har krævet.

Også den tyske virksomhed H+H Deutschland er imponeret:

”Vi har sparet to uhensigtsmæssige jobs og mange udgifter og undgår nu flaskehalse i produktionen, fordi pakkelinjen glider gnidningsfrit. Samtidig har vi fået en 100 procent vandtæt emballage på vores byggematerialer,” siger Dr. Cevin Marc Pohlmann fra H+H Deutschland GmbH, der for halvandet år siden gik over til at pakke gasbeton med Tentomas teknologi, og fortsætter:

”Den manuelle pakning var noget bøvl, hvor medarbejderne kravlede rundt i dårlige arbejdsstillinger og der var jævnligt flaskehalse. Så da vores kunder begyndte at stille højere krav til emballagen, brugte vi en weekend til at installere Tentomas RoRo StretchPack maskine. Siden har pakningen bare kørt.”

Tentomas nye teknologi er udviklet med støtte i form af EU-midler fra EU’s Regionalfond og fra Syddansk Vækstforum via innovationsprogrammet AutomationsBoost, som drives af aktørerne RoboCluster og Væksthus Syddanmark.

Støttepengene finansierer 50 procent af den tid, de involverede bruger på at komme fra ide til færdigt produkt. Målet med AutomationsBoost er at øge graden af innovation og automatisering i små- og mellemstore virksomheder i Region Syddanmark og derved skabe vækst.

I de seneste 30 år har Danmark mistet 200.000 job som resultat af udflytning af produktion til andre lande, og udflytningen af produktionen har ramt især Fyn og Sydjylland, da en stor del af arbejdspladserne her netop findes i fremstillingsindustrien, påpeger Robocluster. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik