Teknovation Logo
robot

 
  • Det næste skridt på det europæiske marked for Nordic Solar Energy bliver opførslen af en solcellepark i Polen, der forventes at stå færdig i første halvår. Parken omfatter ialt 10 Megawatt, fordelt på to lokationer.

19. marts 2018, kl. 10:23 

Samarbejde skal udvikle solenergiværdikæden

Virksomheden Nordic Solar Energy investerer i solcelleparker på de europæiske markeder. Gennem et nyligt oprettet samarbejde med Danmarks Grønne Investeringsfond vil virksomheden i højere grad investere i nyopførte solcelleparker, som kræver større ekspertise og udviklingsarbejde.


Udviklingen inden for solenergiproduktion går i disse år hurtigt med en årlig vækst på omkring 25 procent om året, og prisen på solcelleteknologi er fortsat markant faldende. Det og de medfølgende skalafordele gør, at der er et stort forretningspotentiale i solenergi i de kommende år.

”I dag er man nødt til at arbejde med hele værdikæden inden for sol for at være konkurrencedygtig. Vi har opbygget en organisation, der kan styre hele værdikæden, og som har en bred international erfaring. Med Polen er vi på otte europæiske markeder, og etablering af solparker i Danmark er også en mulighed, vi ser på. Investering i solcelleparker i Danmark er blevet konkurrencedygtigt i takt med, at prisen på solpaneler er faldet,” siger direktør i Nordic Solar Energy, Nikolaj Hoff, og fortsætter:

”Vores tankegang er, at klima og energi er grænseoverskridende, og at handlen med el fra vedvarende energiforsyning derfor også i stigende grad vil blive internationaliseret og være uafhængig af landegrænser. Sol er drevet af skala i både anlægs- og driftsfasen. Der er en værdiforøgelse, og dermed prisreduktion for forbrugerne, i at kunne bygge stort. Sol er billigere end konventionel energiproduktion, og forbrugerne kan dermed få både billigere og grøn energi.” 

Erhvervskundedirektør i Danmarks Grønne Investeringsfond, Michael Zöllner, tilføjer:

”I Danmarks Grønne Investeringsfond er vi meget interesserede i, at hele den danske værdikæde omkring solenergi er så stærk som mulig. Nordic Solar Energy er med til at sikre, at vi i Danmark opbygger relevante og nødvendige kompetencer til, at Danmark kan blive en international aktør inden for solenergi.”

Nordic Solar Energy har siden 2010 investeret i solcelleparker for en samlet værdi på mere end 1 milliard kroner og producerede i 2017 32.544 megawatt grøn energi svarende til omtrent 9.300 hustandes årlige elforbrug eller 16.345 ton sparet udledning af CO2.

Virksomheden ejer og driver solkraftværker i Tyskland, Spanien, Italien, Belgien, England, Frankrig og Portugal, og porteføljen udvides løbende med investeringer i hele EU.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik