Social arv afgør karrieren

Rockwool Fonden har netop kortlagt Danmarks uddannelsesudfordringer og i den anledning har Fonden offentliggjort en 141 sider rapport med titlen: Afkast af uddannelse – det samfundsmæssige og individuelle rationale. Hovedforfatterne bag den digre analyseer de tidligere økonomiske vismænd professor Jan Rose Skaksen og professor Torben M. Andersen.

Lægger man de private og offentlige udgifter til uddannelse sammen udgør uddannelsesomkostningerne i Danmark omtrent 6 procent af BNP, hvilket er det tredjehøjeste niveau i OECD – kun overgået af Norge og Costa Rica. Det er dermed få lande, der bruger så mange penge som vi på uddannelse.

Når emnet er højrelevant i en dansk kontekst skyldes det den historisk tætte sammenhæng mellem et højt uddannelse- og et ditto velfærdsniveau på vores breddegrader.

Siden velfærdssamfundets fundament blev støbt for mellem omtrent 100 og 125 år siden har det været en politisk og fagbevægelsesmæssig kernemissionat sikre den brede befolkningadgang til uddannelse: Desto højere op ad uddannelsesstigen befolkningen kunne klatre, desto bedre har devisen lydt.

Den uddannelsespolitiske ekspansion accelererede i 1950’erne og 1960’erne og førte i velfærdsstatens glansperiode til en markant stigning i den gennemsnitlige uddannelseslængde, et stort fald i antallet af personer uden egentlig erhvervskompetencegivende uddannelse og en markant stigning i både antallet af faglærte og højtuddannede. Men er flere op ad stigen fortsat den rette samfundsmæssige satsning målt med 2018-målestok? Har vi i dag for mange akademikere, der tjener til livets ophold som de facto ufaglærte?

Overuddanner vi befolkningen, giver visse uddannelser et bedre investeringsafkast end andre, bruger vi for få/ mange midler og bør vi ændre vores uddannelsesmæssige sammensætning for at fastholde og udbygge dansk konkurrencekraft? Det er store spørgsmål, som Rockwool Fonden nu sætter til debat.

red