Teknovation Logo
robot

 
  • DI´s administrerende direktør Karsten Dybvad (t.v.), og CO-industris ditto, forbundsformand Claus Jensen, Dansk Metal, slår sammen til lyd for flere erhvervsvenlige forskningsmidler.

15. juni 2017, kl. 10:43 

Penge til forskning vil styrke Danmark

Der er brug for langt flere penge til forskning, som kommer dansk erhvervsliv til gavn, og som skaber arbejdspladser, hedder det i et fælles udspil fra CO-industri og Dansk Industri, DI.


DI og CO-industri vil have regeringen og Folketinget til at gøre op med stagnerende bevillinger og nedskæringer inden for forskning.

DI repræsenterer 10.000 danske virksomheder og CO-industri repræsenterer 230.000 medarbejdere i industrien og dækker dermed størsteparten af de ansatte i industrien herhjemme.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Helt konkret opfordrer de politikerne til at både at afsætte ni mia. kr. mere til forskning og til at prioritere at bruge langt flere penge der, hvor det skaber vækst og arbejdspladser:

"Det vi opfordrer til er at stoppe en nu flerårig tendens med faldende statslige investeringer, så vi over en årrække kommer op på at investere ni mia. kr. mere i forskning om året. Samtidig er vi nødt til at prioritere mere, så vi så hurtigt muligt får flest mulige midler til de områder, hvor det gør mest gavn for Danmark, virksomhederne og danske arbejdspladser," siger administrerende direktør Karsten Dybvad, DI.

"Hvis vi også fremover skal være blandt de dygtigste og mest opfindsomme i verden, er det afgørende, at vi som samfund investerer mere i forskning og innovation end i dag. Fra mit arbejde i Innovationsfonden ved jeg hvor mange innovative idéer, der kunne have skabt nye danske arbejdspladser, men som vi går glip af, fordi der nu igennem flere år er blevet skåret ned på fondens bevilling," supplerer formand for CO-industri, Metal-forbundsformand Claus Jensen.

DI og CO-industri opfordrer partierne til at styrke forskningen inden for især teknik og naturvidenskab:

"Danske virksomheder er i hård global konkurrence om at være først med nye ideer og ny viden. Vi lægger derfor op til at bruge flere penge på forskning inden for de områder, som kan understøtte virksomhedernes udvikling af nye produkter og løsninger, som vi kan sælge ude på verdensmarkedet," siger Karsten Dybvad,.

Det offentlige investerer hvert år 21 milliarder kroner i forskning. Men statens investeringer er de seneste år gået i stå, og det har betydet milliardbesparelser på budgetter hos Innovationsfonden og andre statslige programmer. Det sker i en situation, hvor forskning og innovation bliver stadig vigtigere for danske virksomheder. Samtidig er konkurrencen med andre lande og regioner om at satse målrettet i forskning og udvikling blevet endnu mere intens:

"Det er et alvorligt problem, at Danmark er placeret langt nede på OECD's liste over investeringer i teknisk og naturvidenskabelig forskning til trods for, at det lige netop er de områder, hvor virksomhederne har brug for mere ny forskning, så vi kan fastholde og skabe nye industriarbejdspladser i Danmark til gavn for vores medlemmer og for samfundet; næsten halvdelen af vores eksportindtægter kommer jo fra Produktionsdanmark. Vi håber derfor, at politikerne vil finde inspiration i vores fælles udspil og sætte en ny kurs i efteråret," fastslår Claus Jensen.

Udspillet fra DI og CO-industri indeholder 15 konkrete initiativer og kommer efter, at uddannelses- og forskningsminister Søren Pind har annonceret, at han i løbet af efteråret vil lancere en ny forskningspolitik.

"VI foreslår at investere flere penge i især teknisk og naturvidenskabelig forskning. Hvis politikerne ikke vil prioritere flere penge til at løfte forskningen, så må de have modet til at prioritere anderledes. Det eneste, vi ikke har råd til, er stilstand. Det er vigtigt, at regeringen og Folketinget bruger de offentlige forskningskroner der, hvor danske virksomheder har størst behov. Det er en stor udfordring at få flere virksomheder klar til Industri 4.0, og hele digitaliseringsbølgen kræver massive investeringer både for virksomhederne selv og den offentlige forskning i området," siger Karsten Dybvad.

Læs hele udspillet "Forskningspolitik for fremtiden: Mere, fokuseret, bedre" ved at følge lænken her


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media