Teknovation Logo
robot

 
  • Vikingerne er så at sige vækket til live med 3D-print til særudstillingen ”Vikingernes by”. Blandt andet er der skabt forstørrede udgaver af nogle af de små genstande, der dukkede op under udgravningen i Ribe, så man rigtigt kan "få syn for sagen".

15. september 2022, kl. 14:52 

3D-print vækker vikinger til live

IBA Nexttech har aktuelt bistået Museet Ribes Vikinger i forbindelse med særudstillingen ”Vikingernes by”, hvor 3D-print er anvendt til at vække vikingerne til live.


For gæsterne er det en tur i tidsmaskinen, når de træder inden for i ”Vikingernes by”, som er titlen på den aktuelle særudstilling hos Museet Ribes Vikinger.

Udstillingen er bygget op omkring fem huse i pileflet. Den viser resultatet af en kæmpe udgravning midt i byen, som har afdækket historien om Danmarks ældste by. Flere af de genstande, som arkæologerne har fundet, er blevet omdannet til 3D-modeller med hjælp af IBA Nexttech-eksperter, der er en afdeling af IBA Erhvervsakademi Kolding. 

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Med deres 3D-printere er der skabt forstørrede udgaver af nogle af de små genstande, der dukkede op under udgravningen i Ribe. I 3D-udgaverne kan publikum komme helt tæt på genstandene og se detaljer, der ellers ville være skjulte, fremhæver museumsinspektør Mikkel Kirkedal, der er begejstret for samarbejdet med IBA Nexttech, og sikker på, at museet igen vil bruge 3D-print i sin formidling:

"Som museum vil vi gerne vække interessen for fortiden og skabe en større forståelse hos vores publikum, og til det formål er 3D-print et virkelig godt greb," siger han.

Museumsinspektøren tilføjer, at 3D-printede modeller har den fordel, at dem kan publikum få lov at holde i hænderne. Det vil aldrig ske med de uerstattelige, originale genstande:

"Med 3D-print kan man trods alt få en oplevelse af at komme helt tæt på historiske genstande, selv om det kun er kopier. Og med de printere, som IBA Nextech har til rådighed, kan vi også printe i materialer, som kommer forholdsvis tæt på det originale materiale," siger Mikkel Kirkedal.

Hos IBA Nexttech udstrykker direktør Karsten Friis Hansen ligeledes glæde over samarbejdet med museet i Ribe. For ham er det blot endnu et eksempel på, at 3D-print kan indgå i mange sammenhænge. Og at der med tiden vil vise sig endnu flere anvendelser for teknikken.

"For os er det altid spændende at se nye eksempler på, hvor 3D-print kan gå ind og gøre en forskel," siger han.

IBA Erhvervsakademi Kolding har netop taget fat på at undervise det første hold studerende i Industriel 3D-print, og den praktiske del af undervisningen foregår hos IBA Nexttech.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik