Teknovation Logo
robot

 
  • DigitalLead Denmark vil med deltagelsen i seminarrækken ”TalentWeeks” klæde danske virksomheder i erhvervet på til at tiltrække og fastholde internationale Tech-kollegaer.

1. september 2020, kl. 06:48 

Tech-talenter i fokus

Copenhagen Capacity og den nationale klyngeorganisation for de digitale erhverv, DigitalLead, er gået sammen om seminarrækken ”TalentWeeks”, der skal klæde danske virksomheder i erhvervet på til at tiltrække og fastholde internationale kollegaer. 


”Talent til Danmark” hedder et landsdækkende initiativ, der løber frem til 2022, og skal brande Danmark internationalt som en attraktiv karrieredestination for tech-talenter, som eksempelvis professionelle programmører, softwareudviklere og IT-sikkerhedseksperter med videre.

Landet har nemlig langt fra nok kritisk masse til at besætte alle ledige stillinger i IT-erhvervet. Det går ud over Danmarks konkurrenceevne, og derfor er landet afhængig af at tiltrække kvikke hoveder fra udlandet, fremhæver Copenhagen Capacity, som sammen med Danmarks nationale klyngeorganisation for digitale teknologier, DigitalLead, med initiativet vil gøre danske virksomheder opmærksomme herpå. 

Det sker i første omgang med webinarrækken TalentWeeks, der henholdsvis den 9., 16. og 23. september vil give danske virksomheder indsigt i det strategiske samarbejde omkring talentagendaen.

Webinarene har generelt talenttiltrækning i fokus, men søger også på at trække unge internationale talenter til Danmark, herunder at fastholde internationale studerende, som læser IT-uddannelser på de danske universiteter og på, hvordan man ”onboarder” og støtter internationale medarbejdere, når de først er blevet ansat.

”Vi ser store fordele i at arbejde sammen med DigitalLead omkring TalenTDK-projektet,” fortæller direktør for marketing og talent hos Copenhagen Capacity, Nikolaj Lubanski, og fortsætter:

”Med sit store, nationale netværk af primært IT-virksomheder, er DigitalLead den oplagte samarbejdspartner for os. Vi har et godt tilbud på hylderne til de danske virksomheder, som akut står og mangler IT-arbejdskraft – og DigitalLead har den kritiske masse af medlemsvirksomheder, som oplagt kan få gavn af programmet”.

Også hos DigitalLead vækker samarbejdet begejstring:

”Vores medlemsvirksomheder har hårdt brug for lettere adgang til internationalt talent på IT-området, og her er et skræddersyet program, der hjælper dem med netop det,” fortæller regionaldirektør Birgit Pia Nøhr, DigitalLead, og fortsætter:

”Når det kommer til talentudfordringen giver det stor mening at løfte i flok og samarbejde på tværs af organisationer. Det kræver en stærk, koncentreret indsats på tværs af landets centrale erhvervsfremmeaktører,” fastslår hun.

Landet har nemlig langt fra nok kritisk masse til at besætte alle ledige stillinger i IT-erhvervet. Det går ud over Danmarks konkurrenceevne, og derfor er landet afhængig af at tiltrække kvikke hoveder fra udlandet, fremhæver Copenhagen Capacity. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik