Teknovation Logo
robot

 
  • Manglende gennemsigtighed og de pludselige ændringer i vilkår kan være problematisk for nogle af DI´s medlemsvirksomheder, der handler på platformene, fastslår DI’s chef for digitaliseringspolitik Christian Hannibal.

14. februar 2019, kl. 08:03 

Gennemsigtighed hos platformsgiganter

I forbindelse med at EU-kommissionen, -rådet og -parlamentet natten til torsdag er blevet enige om at indføre ændrede krav til onlineplatforme, som for eksempel Amazon og booking.com, udtrykker DI opbakning til større gennemsigtighed hos netop platformsgiganter.


I forlængelse af en analyse fra EU-kommissionen, der viser, at mange virksomheder er afhængige af platformene for at kunne sælge deres varer og ydelser, men at de mødes af urimelige vilkår, ændres EU-reglerne nu så virksomheder skal varsles, hvis den platform, de bruger til at sælge deres varer og ydelser, ændrer vilkår og betingelser.

Desuden skal det nu være klart for virksomhederne, hvordan de kan komme til at ligge højere på listen over søgeresultater og de skal orienteres, hvis deres varer eller ydelser fjernes fra platformen. Det er nogle af reglerne i en ny forordning, der skal sikre gennemsigtighed for virksomheder, der bruger platforme som salgskanal. 

Kommissionen har i sin afdækning af området fundet eksempler på skadelig adfærd over erhvervsbrugere, for eksempel at de kan blive fjernet fra platformene uden varsel. DI, der har en lang række store og mindre platformsvirksomheder som medlemmer, har fra starten støttet Kommissionens udspil:

"Den manglende gennemsigtighed og de pludselige ændringer i vilkår kan være problematisk for nogle af de medlemsvirksomheder, der handler på platformene. Derfor støtter vi ønsket om gennemsigtighed, så virksomhederne på et oplyst grundlag kan beslutte, hvor de skal markedsføre deres produkter," siger DI’s chef for digitaliseringspolitik Christian Hannibal.

Med forordningen tager EU første skridt i regulering af platformene og har lagt ud med en såkaldt ”light touch approach”, hvor man ikke regulerer, hvad parterne må aftale.

DI har fulgt forhandlingerne tæt og har lagt vægt på, at forhandlingsparterne ikke i første omgang indfører detaljerede krav til, hvad parterne må aftale, men derimod holdt fokus på gennemsigtighed:

"Vi støtter, at forordningen fokusere på gennemsigtighed frem for rigid regler for platformene. De virksomheder, der bruger platforme som salgskanal, er bedst tjent med en sund konkurrence på platformsmarkedet . Derfor skal passe på, at vi ikke får så strikse regler for platformsvirksomheder, at vi kvæler startups, inden de kan vokse sig store. Det tager parternes kompromis langt henad vejen højde for," siger Christian Hannibal.

Der er fra EU-kommissionens side lagt i kakkelovnen til at indføre strammere regler, hvis det viser sig nødvendigt. Kommissionen har nedsat en ekspertgruppe, der skal følge platformsmarkedet. Platformene vil blive målt og vejet af ekspertgruppen, der hvert tredje år skal komme med anbefalinger til, om forordningen skal revideres for at tage højde i den hastige udvikling af platformsøkonomien i Europa.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik