Teknovation Logo
robot

 
  • ”Verden er ved at drukne i plast, og vi ved ikke, hvordan vi skal håndtere plastkrisen. Verden producerer så meget plast, at vi ikke kan følge med og gøre noget ved det. Plasten hober sig simpelthen op, og vi er nødt til at få styr på problemet,” siger AU-professor Daniel Otzen.

28. juni 2022, kl. 14:18 

AU-center for plastforskning kan blive klodens redning

Verdenshavene fyldes med plast, og det globale samfund kan ikke følge med produktionen og nedbryde de store mængder plast, der produceres hvert år. Der må findes en løsning, mener professor Daniel Otzen, som med 57 millioner kroner fra Novo Nordisk Fondens Challenge Programme nu kan åbne et center for plastforskning ved Aarhus Universitet, AU.


Hård plast er en presserende trussel mod det globale samfund. Hvert år produceres 300 millioner tons plast på verdensplan, men, materialet er svært at nedbryde, og det er et stort problem, mener AU-professor Daniel Otzen fra Interdisciplinært Nanoscience Center, iNANO.

”Verden er ved at drukne i plast, og vi ved ikke, hvordan vi skal håndtere plastkrisen. Verden producerer så meget plast, at vi ikke kan følge med og gøre noget ved det. Plasten hober sig simpelthen op, og vi er nødt til at få styr på problemet,” siger Daniel Otzen i forlængelse af at Novo Nordisk Fonden har hørt hans opfordring og bevilget 57 millioner kroner til et AU-center med navnet “Center for enzymatic deconstruction of thermoset plastics for a sustainable society - En’Zync”.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Plast er et relativt nyt materiale med bare cirka 60 år på bagen, men, trods den korte levetid har det fået en stor rolle i samfundet, fordi det er et stærkt materiale, der er svært at nedbryde. Plast består af lange kæder af molekyler, og når de kædes på kryds og tværs, bliver de stærkere og stærkere, men de bliver også svære at nedbryde. I dag bliver brugt plast typisk brændt, gravet ned eller smidt i havet.

”Det er alvorligt, at vi ikke kan håndtere den mængde plast, der er i verden i dag, og det er i planetens interesse at få løst plastkrisen. Videnskaben kan bidrage med at finde løsninger, og for mig er det næsten terapeutisk at kunne bidrage til at løse en så stor, global udfordring,” siger Daniel Otzen.

Sammen med kollegaer fra både Danmark og Portugal vil professoren forsøge at finde skånsomme metoder til at nedbryde plastik, og det bliver mere end blot et projekt på arbejdet, tror han.

”Centret bliver en Game Changer for de deltagende forskeres egne aktiviteter, og vi håber selvfølgelig, at vi kan gøre en væsentlig forskel inden for plastforskning. Vi kommer til at bruge rigtig meget tid på at forstå materialet og finde løsninger. Det er både et meget vigtigt og et meget ambitiøst projekt, og det bliver nærmere en sindstilstand frem for et projekt for os,” siger professoren med et smil.

Første skridt på vejen mod en løsning er at finde enzymer, der kan nedbryde plast. Enzymer er molekyler, der blandt andet findes i levende mekanismer, hvor de kan skubbe til processer som genopbygning og nedbrydning. Nogle typer af plast har bindinger, som minder om naturlige bindinger, der også findes i for eksempel fedtstoffer og proteiner, og der findes allerede enzymer, der kan nedbryde fedtstoffer og proteiner, og som er udviklet naturligt til at kunne nedbryde visse typer plast. Derfor tror Daniel Otzen også på, at enzymerne kan være nøglen til at løse plastkrisen.

En’Zync kommer til at udvikle metoder til at lede efter enzymerne, hvor enzymerne bliver fodret med substrater, der minder om plast. Substraterne bliver farvede, når de nedbrydes af enzymer, og de enzymer, som bliver fundet på den måde, bliver udsat for mere og mere plastikagtige substrater, således at forskerne kan være sikre på, at de er værd at satse på.

”Billedligt talt starter vi med at kaste et stort net ud for at fange en masse enzymer. Nogle af enzymerne har måske kun en svag tendens til at kunne nedbryde plasten, og så indsnævrer vi feltet, indtil vi har de mest effektive plastædende enzymer tilbage. På den måde vil vi også finde ud af, hvilket potentiale naturen har for at nedbryde enzymer og plast,” forklarer Daniel Otzen.

Når enzymerne er fundet, vil forskerne blive klogere på, hvordan nedbrydningen af plast foregår på molekylært niveau, og hvordan enzymerne binder til plasten. Nedbrydningen vil finde sted både i fysiske forsøg og i simuleringer på computere, for det er nødvendigt med data fra simuleringer for at forstå processen i de fysiske forsøg til bunds.

Novo Nordisk Fonden uddeler i alt 337 millioner i deres Challenge Programme til ambitiøse projekter, der kan hjælpe med at løse samfundets store udfordringer, og Daniel Otzen er en ud af bare seks erfarne forskere, der modtager en Novo Nordisk Foundation Challenge Programme-bevilling i år.  


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik