Teknovation Logo
robot

 
  • Plastindustrien har sammen med AMU Syd og Den jydske Haandværkerskole gennem flere år kørt Bliv plastmager-kampagnen, der har markedsført uddannelsen til målgruppen af potentielle elever. Mange tusinde unge har mødt kampagnen gennem Facebook, Snapchat og andre digitale medier, men det faldende optag viser, at tiltagene ikke slår til, konstaterer brancheorganisationen.

21. marts 2019, kl. 10:46 

Fald i plastmagerelever bekymrer branchen

Et fald i antallet af elever, der starter på en uddannelsen til plastmager, udgør en stor udfordring for virksomhederne, konstaterer brancheorganisationen Plastindustrien.


En opgørelse foretaget af Plastindustrien viser, at Antallet af elever, der starter på en uddannelse til plastmager, er næsten halveret på fire år.

2015 var et rekordår for plastmageruddannelsen, hvor i alt 105 elever startede på uddannelsen. Siden da er tallet faldet, og sidste år var det nede på 62.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


"Vores medlemsundersøgelse viser år efter år, at manglen på faglærte udgør en af branchens helt primære bremser for vækst. Plastmageruddannelsen er branchens vigtigste erhvervsuddannelse. Derfor har vi brug for at hæve optaget markant, hvis ikke manglen på dygtige faglærte skal udvikle sig til en helt akut problemstilling for vores virksomheder," udtaler formand for Plastindustrien og direktør i Ulstrup Plast A/S, Søren Ulstrup, og fortsætter:

"Vi mangler ikke praktikpladser på plastmageruddannelsen. Men vi mangler flere virksomheder, der gør en større en indsats for selv at finde deres kommende plastmagerelev. De dage er ovre, hvor man bare kunne forvente, at dygtige unge ville komme og banke på døren af sig selv. Vil du have dygtige elever, så kræver det en indsats. Et god sted at starte er ved at slå sine ledige lærepladser op på praktikpladsen.dk og ved at gøre brug af Plastindustriens tilbud om at hjælpe med at sprede opslagene."

Det faldende antal plastmager har flere årsager. Generelt er antallet af unge, der starter på erhvervsuddannelse, faldet i perioden, fordi ungdomsårgangene bliver mindre. Samtidig er beskæftigelsen i samfundet steget markant, hvilket betyder, at færre ledige søger mod uddannelse, ligesom der generelt er en større konkurrence omkring de dygtige unge.

Endvidere har EUD-reformen fra 2015 skabt vanskelige forhold for uddannelser, der som plastmageruddannelsen kun kan tages få steder i landet. Reformen betyder nemlig, at de unge, der kommer direkte fra folkeskolen, skal tage erhvervsuddannelsernes første grundforløb (GF1) på deres lokale erhvervsskole. Det har resulteret i, at kun meget få plastmagerelever i dag kommer direkte fra folkeskolen modsat tidligere, hvor de helt unge elever udgjorde en væsentlig andel af holdene på Den jydske Haandværkerskole.

"Vi kan godt forklare det faldende optag med en række faktorer, som vi desværre ikke har kunne påvirke. Det ændrer bare ikke på vores bundlinje, at vi har langt færre elever, end vi godt kunne tænke os, og det er vi nødt til at have vendt," siger Søren Ulstrup.

Foruden praktikpladsopslag er der mange andre muligheder for den enkelte virksomhed for at sikre, at sikre dygtige elever, fremhæver Plastindustrien. Mange har eksempelvis gode erfaringer med at engagere sig i samarbejde med lokale folkeskoler om praktikforløb for de ældre klasser, og man kan åbne sine døre for beboerne i området. I det hele taget tænke i nye baner der skaber positiv opmærksomhed omkring ens virksomhed. Blandt andet for at dele disse gode erfaringer har brancheorganisationen taget initiativ til et nyt netværk for branchens uddannelses- og HR-ansvarlige.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik