Det svenske startupfirma PaperShell har udviklet og fremstiller nu kompositemner med cellulosefibre, der når en hårdhed og styrke, som kan erstatte andre mere klimabelastende komposit-, plast- og metalemner. Emneproduktionen skal ske på fuldautomatiske anlæg udviklet sammen med ligeledes svenske AP&T.
Sammen med presseproducenten AP&T er det lykkedes for PaperShell at udvikle en produktionslinje, der dramatisk har reduceret energiforbruget og automatiseret produktionen af forskellige emner på samme anlæg, fremhæver parterne.
Virksomhedens råmateriale, der betegnes som 'træmetal', skal for alvor ud over stepperne i år, hvor emneproduktionen forventes at nå skala med kunder, der kan være inden for eksempelvis automobilindustrien, arkitektur, producenter af sportsudstyr, indretning og elektronik.
Emnematerialet er således både hårdt, stærkt, varme- og vandafvisende og har en usædvanlig lav klima- og miljøbelastning.
Råmaterialet kommer på ruller, der skæres til 'blanks'', presses og formes ved en højere temperatur. Ifølge producenten ligger 'magien' i kombinationen af varme, tryk og et bindemiddel.
Alle disse egenskaber gør det til et yderst interessant alternativ til traditionelle kompositter, metal og nogle plastprodukter, og flere produktionslinjer forventes at blive taget i brug i år på firmaets fabrik i Tibro, konstateres det.