Teknovation Logo
robot

 
  • Fusionen af RMIG og Mevaco samler forskellige styrker med hensyn til produktsortiment og markeder, vurderer administrerende direktør Torben Svanholm, RMIG.

12. september 2019, kl. 13:01 

RMIG overtager tyske Mevaco

Danske RMIG meddeler, at man overtager det tyske selskab Mevaco, og fusionerer aktiviteterne i ét fælles selskab, som RMIG ejer 100 procent. De to producenter er nogle af Europas førende virksomheder inden for perforeret metal og strækmetal, som altså nu bliver til én.


RMIG ejer 100 procent den kommende fusion af danske RMIG og tyske Mevaco, og bliver nu Europas største inden for sit felt, med en årlig omsætning på over 1,3 milliarder kroner, og flere end 800 medarbejdere, fordelt over hele Europa.

"Fusionen er et afgørende og nødvendigt skridt, hvis vi skal opretholde og udvide vores markedsposition samt sikre vores konkurrencefordele. RMIG og MEVACO deler fælles mål, men har forskellige styrker med hensyn til produktsortiment og markeder. Derfor supplerer de to virksomheder hinanden perfekt, og et samarbejde har længe været det næste åbenlyse strategiske skridt for begge parter," vurderer RMIG´s administrerende direktør Torben Svanholm. Han fortsætter:

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


"Ved at samle vores ressourcer og fælles viden inden for udvikling, produktion, kundeservice og e-handel kan vi blive endnu bedre til det, vi gør og udvide vores tilbud inden for både perforerede metalplader fra lager og skræddersyede løsninger," siger Torben Svanholm, der forventer, at fusionen vil opnå væsentlige synergier og bedre konkurrenceevne til glæde for både kunder og medarbejdere

"Fusionen baner vejen for endnu hurtigere leverancer, digitale selvbetjeningsløsninger, flere standardprodukter og helt unikke løsninger at vælge imellem for vores kunder samt en paneuropæisk kundeservice, der løftes op på et helt nyt niveau," fortæller Torben Svanholm videre, idet han påpeger, at prognoserne i markedet for perforerede plader er forbundet med en vis usikkerhed:

"Efterspørgslen efter vores produkter er helt naturligt knyttet til blandt andet bygge- og anlægssektoren samt andre industrier, der traditionelt er cykliske industrier. Ved at positionere os stærkere på flere geografiske markeder og i flere markedssegmenter vil vi fremover være mindre sårbare i forhold til udsving i efterspørgslen".

Ifølge Torben Svanholm ønsker kunderne på den ene side individualiserede produkter, der er færdige og klar til installation. På den anden side skal der være en betydelig valgfrihed såvel som hurtig og præcis levering direkte fra producenten.

For at kunne leve op til de fremtidige krav udmønter fusionen sig konkret i en organisation, der vil bestå af tre forretningsenheder med hvert sit speciale, hvor Mevaco har perforeret metal og strækmetal, der sælges i standardmønstre og -størrelser direkte fra produktion eller lager, mens RMIG har sin styrke i skræddersyede løsninger, der inkluderer højt specialiserede leverancer til blandt andet industrivirksomheder/OEM'er og byggebranchen samt er store inden for interiør og udvendige løsninger til automotive-segmentet.

"Vi får med fusionen styrket vores markedsposition i Europa inden for hvert af disse tre strategiske forretningsområder. Og vi vil naturligvis også fremadrettet møde markedet med specialiserede forretningskoncepter inden for hvert af dem og fortsætte med at udbygge vores ydelser og position inden for alle områderne. Fremtiden tegner med fusionen utroligt spændende," fastslår Torben Svanholm. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik