Teknovation Logo
robot

 
  • Søren Kjær, der til daglig er industriteknikerlærling ved BIRN i Holstebro udsendes i seks uger til Krones i Flensborg.

8. marts 2024, kl. 14:51 

Industriteknikerlærling drager seks uger syd for grænsen

Et aktuelt indgået udstationeringsprojekt med den tyske industrivirksomhed Krones betyder at 26-årige Søren Kjær, der til daglig er industriteknikerlærling ved BIRN i Holstebro nu skal til virksomheden i tyske Flensborg i seks uger.


Med hjælp fra Metalindustriens Uddannelsesudvalgs internationale konsulent er det kommet på plads, at det bliver Søren Kjær fra Holstebro, der halvandet år inde i sin uddannelse til industritekniker, og med opbakning fra sin læreplads BIRN, nu er rejst mod den dansk-tyske grænse, til den tyske industrivirksomhed Krones, der skal være hans arbejdsplads i de næste seks uger.

"Tyskland er et stort land og en kæmpe producent i industrien. De er dygtige og kendt for høj kvalitet, så jeg syntes, det kunne være virkelig spændende at se, hvordan de arbejder. Jeg har ikke noget imod at prøve nye ting, og jeg får ikke hjemve, så det var en ’no brainer’ at melde mig til," siger Søren Kjær forud for opholdet.

Lærlinge-supervisor ved BIRN Michael Christiansen var hurtig til at bakke op om muligheden for, at Søren Kjær kunne få international erfaring. Og det faldt naturligt at pege på ham til den netop etablerede ordning, da han ikke blev en af de fire, som i år skal til Lockheed Martin i Texas, USA, fortæller Michael Christiansen:

"Jeg tror, han vokser af at komme lidt ud. En ting er at være på en anden fabrik, men det at være væk hjemmefra i seks uger må også give lidt på selvtilliden. Jeg håber, han kommer hjem med noget læring, vi kan drage nytte af og med nogle gode historier og nogle guldkorn, som vi kan bruge," tilføjer Michael Christiansen.

Og selv om de hos BIRN kommer de selvsagt til at mangle Søren Kjær i de seks uger, han er væk, skal det ikke være en stopklods, lyder det fra Michael Christiansen, der glæder sig over at international konsulent Pia Lauridsen, Industriens Uddannelser hjælper virksomheder inden for metalindustrien med at afdække mulighederne for støtte ved udstationering:

"Selvom det kommer til at ramle lidt, fordi begge vores lærlinge er væk – den ene er på skole, mens Søren Kjær er i Flensborg – får vi det til at fungere. Hvis lærlingen har mod på det, gør vi noget ved det," siger Michael Christiansen, og opfordrer andre til at tage fat i Pia Lauridsen, hvis de også vil høre mere om det netop iværsatte udstationeringsprojekt. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik