Teknovation Logo
robot

 
  • Direktør Nina Groes, Foreningen Divérs, er initiativtager til Boss Ladies, og fremhæver, at tilgang af unge kvinder faktisk også gavner mændene på arbejdspladserne i industrien.

16. maj 2022, kl. 06:54 

Industrien vil tiltrække flere kvinder

Der er massiv mangel på lærlinge og faglærte i den danske industri. En central del af løsningen er at tiltrække flere kvinder. Metalindustriens Uddannelser vil sammen med Boss Ladies få flere kvinder til at vælge industrien til.


Det er ikke så mærkeligt, at man sjældent ser en kvindelig klejnsmed eller industritekniker. I industrien udgør kvinder nemlig blot fem procent af de beskæftigede, viser tal fra Danmarks Statistik og DI-beregninger. De tal har ikke ændret sig de sidste ti år. Derfor går DI, Dansk Metal og Industriens Uddannelser nu sammen med Boss Ladies ind i kampen om at tiltrække flere kvinder til industriens fag.

"Det er på tide, at vi får set på og arbejdet med den fortælling, der knytter sig til vores uddannelser. Med en uddannelse og et job i metalindustrien skal du både kunne arbejde praktisk, kunne tænke i løsninger og kunne samarbejde på tværs af faggrupper. Færdigheder som jeg ikke kan se, hvorfor mænd skulle have patent på. Jeg glæder mig til samarbejdet med Boss Ladies, hvor vi i endnu højere grad kan få vist kvinder, at en teknisk faglig uddannelse er lig med gode lærepladser og gode karriere- og videreuddannelsesmuligheder i et kreativt miljø," udtaler Kasper Palm, der er formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og til daglig forbundssekretær i Dansk Metal.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Nødvendigheden af at få flere kvinder til at vælge en uddannelse inden for metalindustrien bakkes op af underdirektør Signe Tychsen Philip, DI, der er næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg:

"Virksomhederne skriger på faglært arbejdskraft, der er masser af lærepladser, der er gode jobs i vente og mulighed for at gøre en afgørende forskel i den grønne omstilling. Når virksomheder blandt andet mangler lastvognsmekanikere, køleteknikere, automatikteknikere eller elektronikfagteknikere er der også grund til at rekruttere kvinder. Derfor glæder jeg mig til, at vi i en fælles indsats med organisationer, virksomheder, skoler og Boss Ladies kommer til at øge rekrutteringen og fastholdelsen af kvinder i metalindustriens uddannelser".

Skuer man lidt ud i fremtiden, ses det, at forandringen ikke kommer af sig selv, og at udfordringen ikke står til at løse, med mindre der sættes aktivt ind. For kigger man ind i uddannelsestallene, så viser de, at syv procent kvinder blev optaget på metalindustriens uddannelser i 2021, og de tal er stagneret de seneste år. Det er en tendens, Boss Ladies kender fra andre mandsdominerede håndværksfag.

Boss Ladies er et forandringsprojekt, der har skabt strukturelle forandringer i bygge-, anlæg- og installationsbranchen samt de maritime fag.

I Boss Ladies inviteres kvindelige faglærte og elever ind i et fællesskab af og med kvindelige kolleger fra mange forskellige brancher. Formålet at styrke sammenholdet blandt kvindelige ansatte og elever samt talentudvikling af den enkelte – og ikke mindst at skabe blivende forandringer i branchen.

Med samarbejdet med industrien, glæder de sig til at samle alle landets Boss Ladies:

"I Boss Ladies glæder vi os meget til at skabe forandring sammen med industriens aktører. Vi ved fra vores arbejde med kvinder i mandsdominerede brancher, at der er mange kvinder, der falder fra, når de er en kønsminoritet. Derfor arbejder vi strategisk med at fastholde kvinderne og skabe gode vilkår i brancherne. Det gør vi hele vejen rundt både på skolerne, på lærepladserne og med kulturen. Når man får kvinder ind på arbejdspladsen, så løfter det oftest arbejdskulturen og det gavner også mange mænd," fortæller direktør Nina Groes, Foreningen Divérs, og initiativtager til Boss Ladies.

Camilla Kristensen, som er i gang med at uddanne sig til industritekniker og til dagligt står i lære hos Grundfos, glæder sig til at blive rollemodel for næste generation af unge piger, der står over for et uddannelsesvalg:

"Det er ikke overraskende, at vi er få kvinder på de teknisk faglige uddannelser, for der er mange fordomme om branchen. Hos Grundfos er der ikke forskel på mig og mændene. Jeg er med i Boss Ladies, fordi det er fedt at være en del af et kvindeligt fællesskab, men også at få lov til at vise uddannelsen frem og inspirere flere til at tage den megafede uddannelse, jeg går på. Jeg vil gerne vise faget frem, formidle at man som kvinde sagtens kan tage uddannelsen og gøre, hvad man selv har lyst til og ikke gøre, som alle andre siger," fortæller Kamilla Kristensen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik