Teknovation Logo
robot

 
  • Direktør Mads Lebech, Industriens Fond, understreger, at der er behov for øget opbakning til lærlingeindsatsen.

29. oktober 2018, kl. 18:38 

Flere midler til industritekniker.nu

To millioner kroner fra Industriens Fond til initiativet industritekniker.nu skal hjælpe supportteamsene yderligere på vej med udbredelsen af kendskabet til industriteknikeruddannelsen.


Den store mangel på industriteknikere og værktøjsmagere i Danmark afhjælpes nu gennem en bevilling på to millioner fra Industriens Fond.

”Mange industrivirksomheder leder med lys og lygte efter medarbejdere der besidder de rette kompetencer. Den udfordring er svær at løse fra den ene dag til den anden. Men hvis flere vælger en industrirettet uddannelse, så øges antallet af kompetente faglærte, der kan bidrage til virksomheders produktion og innovation. Og det kan gavne rigtig mange virksomheder,” siger direktør Mads Lebech, Industriens Fond.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Med bevillingen støtter Industriens Fond en målrettet kampagne, der på udvalgte tidspunkter skal køre over de næste tre år. Kampagnens mål er at nå et årligt optag på 600 industriteknikere og 150 værktøjsmagere, hvilket er 50 procent over det aktuelle niveau. Skal den målsætningen nåes, så gælder det om at fange rigtig mange unges opmærksomhed.

”Vi har allerede startet et nyt team af unge lærlinge og nyuddannede industriteknikere som rollemodeller. Vi er ved at involvere og træne dem, så de kan udbrede kendskabet til industritekniker.nu på sociale medier og fysisk på uddannelsesmesser over hele landet,” siger Henning Dam, der er daglig leder af industritekniker.nu og understreger behovet for at nå endnu længere ud:

”Støtten fra Industriens Fond går mestendels til konkrete kampagneaktiviteter. Blandt andet laver vi et biografspot, som skal vises i biografer i 20 byer over hele landet. Men derudover, så bruger vi generelt rollemodellerne og deres input, så vi møder de unge i øjenhøjde, og dér, hvor de unge er.”

Siden 2016 har industritekniker.nu været en aktiv aktør i erhvervslivet som tovholder for samarbejdet mellem virksomheder, erhvervsskoler og kommuner for at udbrede kendskabet til og optimere uddannelsen. Det har indtil videre båret frugt i form af en øget tilgang til uddannelsen – en indsats som der nu lægges endnu flere kræfter i.

”Det tætte samarbejde har båret frugt. Derfor giver det mening at udvide indsatsen markant. Virksomhederne får kvalificeret arbejdskraft og eleverne er næsten garanteret en læreplads og er efterfølgende næsten sikre på at få et job efter uddannelsen. Så det er et værdifuldt projekt for alle parter,” fastslår Henning Dam.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik