20. februar 2018, kl. 08:19
Mandag eftermiddag var der samlet mere end 20 personer fra metalbranchen til Supportteammøde på SDE Vejle, hvor man har skubbet godt gang i industriteknikeruddannelsen. Det kniber med at komme videre, da der blandt andet mangler midler til efteruddannelse og udvikling af faglærerne.
Der er umiddelbart meget at glæde sig over for Supporteam for industriteknikeruddannelsen ved SDE Vejle.
Den første målsætning - en 3-dobling af antallet af elever på industriteknikeruddannelsen i Vejle med årgange omkring 45 elever, og hvortil der er fundet praktikplads til alle, oplyser koordinator Henning Dam på Facebook.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
De fysiske/teknologiske rammer er således gode, hvilket er resultatet af et godt samarbejde med SDE og Vejle Kommune, anfører Henning Dam, der gerne så, at man nu kunne komme et skridt videre.
Begrænsningen er imidlertid manglende midler til faglærer og deres efteruddannelse inden for de seneste teknologier:
"Hvor er det træls, at erhvervsskolerne rammes så hårdt af besparelser på uddannelsesområdet - det hindrer sund vækst og udvikling i industrien," skriver Henning Dam, og efterlyser politisk handling.