Teknovation Logo
robot

 
  • Rolf Schmidt Industri Plast har ansat Steffan Pedersen som kvalitetschef.

16. januar 2018, kl. 10:01 

Steffan Pedersen i Rolf Schmidt-ledelse

Rolf Schmidt Industri Plast meddeler, at virksomheden opruster i ledelse og produktion med ansættelsen af Steffan Pedersen som kvalitetschef. Samtidig investerer Kolding-virksomheden yderligere i automationsløsninger.


Ledelsen hos Rolf Schmidt Industri Plast er blevet udvidet med Steffan Pedersen, 37 år, der er ansat som kvalitetschef, og kommer fra en lignende stilling hos Siemens Gamesa i Tinglev, hvor han har været ansat de seneste ti år.

I en skærpet konkurrencesituation satses der målrettet på, at være førende på både kvalitet og leveringstid. Her er investering i interne ressourcer et vigtigt fokuspunkt, understreger direktør Flemming Andreassen:

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


"Kompetente medarbejdere er vores største aktiv. Vi opererer i forvejen med en meget lav fejlmargin, men der er altid plads til forbedringer. Det skal vores nye kvalitetschef sørge for. Med Steffan Pedersens erfaring er han den helt rigtige til opgaven," siger direktøren og fortæller videre, at 2017 var endnu et travlt år hos plastvirksomheden.

CNC-bearbejdningscentrene omstilles og programmeres mange gange i løbet af dagen, og med stadig flere automationsløsninger stilles der også andre krav til industriteknikerne. Kvalitetschef Steffan Pedersen slår fast, at en transformationsproces med integrering af flere robotter ikke må påvirke kvaliteten:

"Der er altid udfordringer forbundet med nye arbejdsgange. Indkøring tager tid, men jeg er imponeret over fleksibiliteten i produktionen. Der er netop installeret endnu en robotcelle, og det er gået forholdsvis smertefrit. Det har i hvert fald ikke påvirket kvaliteten i negativ retning," siger Steffan Pedersen med et smil.

Der er allerede til foråret planer om at udvide maskinparken med yderligere to bearbejdningscentre. Den seneste CNC-teknologi er i Flemming Andreassens optik en nødvendighed, hvis effektiviteten skal forbedres yderligere:

"Kan vi levere hurtigt, kan kunden komme hurtigt videre. Nye, opdaterede maskiner er et værktøj, der hjælper begge parter til at nå målet. Det faktum ignorerer vi ikke," fastslår han.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik