Teknovation Logo
robot

 
  • Kevin Magnussen har signeret de udstillede Haas-maskiner, der til og med torsdag kan ses ved Edstrøms Værktøjsmaskiners åbent hus-arrangement. At den danske racerkører valgte at gøre det for øjnene af de besøgende onsdag formiddag, og siden signerede Haas-kasketter til de besøgende gjorde arrangementet til en helt speciel begivenhed.

14. juni 2017, kl. 16:33 

Magnussen lagde vejen forbi i Løsning

Den danske Formel 1-racerkører Kevin Magnussen lagde onsdag formiddag vejen forbi da Edstrøms Værktøjsmaskiner indledte to dage med åbent hus i Løsning, hvor hele ti CNC-maskiner vises frem og demonstreres.


Edstrøms Værktøjsmaskiner-direktør Michael Henriksen havde noget af en overraskelse til de fremmødte på førstedagen ved det aktuelle åbent hus-arrangement ved det danske Haas Factory Outlet, hvor der er mulighed for at besigtige hele ti CNC-maskiner fra programmet såvel som en Haas Formel 1-racer. Hertil kom så, at den danske Haas Formel 1-kører Kevin Magnussen lagde vejen forbi på førstedagen.

Kevin Magnussen havde lovet at signere de udstillede maskiner, så køberne får en helt unik model, hvis man vælger at slå til. Og til overraskelse for de fleste, så skete signeringen i forlængelse af at arrangementet var sat igang. 

Ud over at vise interesse for arrangementet i Løsning, så gav Kevin Magnussen også lige den opstillede Formel 1-simulator et forsøg, og satte tiden 1:50,669, som de besøgende herefter havde at jage efter. Derefter signerede han Haas-kasketter til de fremmødte og blev flittigt fotograferet ligesom eventet blev benyttet til et større TV-interview.

De fremmødte fik således en speciel oplevelse på en ellers næsten helt almindelig onsdag, og det bliver svært at hamle op med en tilsvarende arbejdsdag for andre, for den danske racerkører viste sig meget imødekommende og glad for opbakningen fra de fremmødte, der alle gik fra arrangementet en stor oplevelse rigere.

Der er i Løsning også mulighed for at træffe en anden dansker, der har en toppost i Haas Automation, nemlig den  øverste koncernchef i Haas Automation Europe, Jens Thing, som er på plads, og nyder et par dage i Danmark. Desuden er Edstrøms øverste koncernchef, svenske Ola Andersson også på besøg ved det danske datterselskab, og benytter åbent hus-arrangementet til at forhøre sig lidt hos de danske kunder om deres ønsker, ligesom han glæder sig over Kevin Magnussen-besøget, som virkeligt gjorde årets arrangement specielt, understreger han.

Michael Henriksen venter over de to dage godt 200 besøgende fra henved 150 virksomheder, og glæder sig over, at 75 procent af de forhåndstilmeldte er potentielle kunder, som endnu ikke har investeret i Haas-maskiner:

"Interessen fra både eksisterende og potentielle kunder er rigtig stor lige nu, og vi venter nogle travle måneder fremadrettet," siger Michael Henriksen, og oplyser, at åbent hus-arrangementet løber til og med torsdag den 15. juni i Løsning klokken16, og man er velkommen til at kigge ind, også selv om man ikke er forhåndstilmeldt.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media