24. maj 2023, kl. 14:52
FM Bulk Handling-Fjordvejs har med Migatronics PowerArc Pulse-teknologi øget svejsehastighederne på pulssvejsning i rustfrie stålkomponenter med 25 procent. Samtidig bruger svejserne væsentlig mindre tid på efterbearbejdning af de svejste emner.
Værkførerassistent Jannick Knudsen, FM Bulk Handling-Fjordvejs, peger på, at den fynske virksomhed med Migatronics PowerArc Pulse har øget deres svejsehastighed på puls med helt op til 25 procent – vel at mærke uden at gå på kompromis med kvalitet og indsmeltning. Han fremhæver endvidere, at teknologien er god, når der skal svejses mange meter:
"Teknologien er helt oplagt, når der skal svejses over lange afstande, og så kan den desuden benyttes til mange forskellige svejsepositioner, for eksempel oven-ned/side-ind og faldende svejsepositioner. Kantsøm i a-mål ned til 3 millimeter klarer den også uden problemer," siger Jannick Knudsen.
Migatronic har været med gennem hele implementeringen og har fra start oplært den fynske virksomheds svejsere i, hvordan de bedst benytter sig af PowerArc Pulse og indstiller maskinen korrekt. Således kommer svejsespecialist Jens Jensen, Migatronic, ofte på besøg, og rådgiver løbende om teknologiens muligheder.
Jess Jensen er glad for at samarbejde med virksomhedens dygtige og omstillingsparate svejsere, der har forudsætningerne for at udnytte PowerArc Pulse-teknologien til fulde, ligesom det gælder generelt i den danske metalindustri, fortæller han:
"Svejsere i Danmark har et højt fagligt niveau, som kombineret med teknologiske løsninger, såsom PowerArc Pulse, er med til hjælpe de danske jern- og metalvirksomheder med fortsat at være konkurrencedygtige i forhold til deres udenlandske konkurrenter," siger Jens Jensen.