8. februar 2023, kl. 08:28
Industriens produktion og omsætning december 2022 fra Danmarks Statistik er netop offentliggjort, og viser en stigning på hele 15,3 procent fra november til december - primært drevet af en kraftig stigning i medicinalindustrien.
Industriens samlede produktionsindeks steg 15,3 procent fra november til december.
Det er dog en stigning, der primært er drevet af en kraftig stigning i medicinalindustrien. Uden denne branche, så steg produktionen i industrien blot 0,2 procent.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Produktionen svinger en del på månedsbasis, men set over hele fjerde kvartal 2022 steg produktion 5,7 pct. i forhold til tredje kvartal, påpeger Danmarks Statistik videre.
Ud over medicinalindustrien, så er der også en markant fremgang for elektronikindustrien fra november til december på 13,5 procent, og 10,2 procent for hele kvartalet, mens det for maskinindustrien blev til en stigning fra november til december på 2,2 procent.